Christina Nielsen skal køre Bathurst 12H

Foto: Christina Nielsen Racing

Årets Bathurst 12h får endnu en dansk kører til start, når det går løs den første weekend i februar. Det står klart, efter Mark Griffith og hans team, Team Nineteen Corp with Black Falcon Mercedes har annonceret, at Christina Nielsen og Yelmer Buurman stiller til start sammen med netop Griffith i Pro-Am kategorien i årets udgave af den australske klassiker.

Mark Griffiths team har udsendt denne illustration, som viser, hvordan teamets Mercedes kommer til at tage sig ud på Bathurst. Illustration: Black Falcon

Til løbets officielle website siger Griffith blandt andet:

– Christina og Yelmer er begge professionelle kørere på deres felt, og de er stærke tilføjelser til teamet. Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med dem – og til at give et godt show i år. Hvis alt går efter planen, så burde vi have mulighed for at kæmpe med om sejren i Pro-Am. Og med et løb som Bathurst, så aner man aldrig, hvor det kan ende i det samlede klassement, hvis vi har en god dag, tilføjer han.

En særlig bane

Det bliver Christina Nielsens første optræden på Mount Panorama, men ikke destomindre er det en bane, den dobbelte IMSA-mester har et særligt forhold til.


– Jeg er enormt glad for at få muligheden og den her helt nye udfordring med AMG – og så på en bane som Bathurst. Det er især noget særligt for mig at køre der, fordi Allan Simonsen havde så stor en historie netop der. Han var en fantastisk ven og mentor for mig, fortæller Christina Nielsen.

Modsat Nielsen, så er Yelmer Buurman ikke ny i sammenhæng med Black Falcon. Hollænderen har kørt GT3 med Black Falcon siden 2014, men har faktisk heller ikke været til start på Mount Panorama. Altså før nu.

Mark Griffith starter derimod sit sjette 12-timersløb på Bathurst.

Bathurst-løbet har i forvejen deltagelse af Mikkel Jensen, der ligeledes får debut på bjerget. Det gør han med BMW Motorsport og Team Walkenhorst.

Mikkel Jensen får ny stor mulighed hos BMW

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: