Toyota fik svaret igen i Hypercar-duellen, når det kommer til kampen mod uret, for i lørdagens kvalifikation til dagens afdeling af FIA WEC, blev det med de to Toyota-racere som de hurtigste Hypercars. FIA WEC’s anden afdeling køres i Portimao og kan følges senere i dag med start klokken 13.00 dansk tid.
Kvalifikationen gav Toyotas 20. 1-2 startgrid i FIA WEC’s historie, da Brendon Hartley satte bedste tid i #8 og toppede Kamui Kobayashi med 0.273 sekund. Næste række på gridden er til gengæld ren Ferrari, for Nicklas Nielsen var tredjehurtigst i italienernes #50 i tiden 1.31.596 foran teamkollega James Calado, mens de hurtigste biler fra Porsche og Peugeot, #6 med en tid fra Kevin Estré og #94 med en tid fra Nico Müller, starter P5 og P6. Den anden Peugeot med #93 blev kvalificeret af Paul di Resta, der sammen med Mikkel Jensen og Jean Eric Vergne starter som nummer ni.
Ny topfight mellem Corvette Racing og Iron Dames
I FIA WEC’s nu enlige GT-klasse skulle Iron Dames ud at vise, at det flotte pace i Sebring for en måneds tid siden ikke var en enlig svale. Det italienske team har fået en stærk start på året med en for teamet ganske ny Porsche 911 RSR-19, som Sarah Bovy som bekendt satte pole position med på Sebring efter en vild duel med Corvettes Ben Keating.
Belgieren og texaneren blev igen de to, der skulle afgøre det i Portugal, og her blev det til sidst til pole for Keating og Corvette. Ben Keating satte pole i tiden 1.41.362, og tog dermed pole position med to tiendedele ned til Bovy, mens AF Corses Diego Alessi måtte se sig henvist til tredjepladsen efter Alessi ellers var hurtigst i første del af tidtagningen.

De øvrige biler med dansk islæt starter henholdsvis som nummer ni og 12 – Christian Ried kvalificerede sig i 9. bedste tid Dempsey Proton Competition-Porschen, som han deler med Mikkel O. Pedersen og Julien Andlauer, mens Nicki Thiim, Paul Dalla Lana og Axclil Jefferies starter P12 på en tid fra Dalla Lana.
Kaotisk kvalifikation i LMP2
LMP2 bød på masser af dramatik i Portimao, hvor det endte med bedste tid til Prema Racings Mirko Bortolotti efter italieneren måtte gennem lidt af en rutsjebanetur. Først tekniske problemer, som blev løst, dernæst fik han slettet sin hurtigste omgang – og rundede af med at han i sidste forsøg kunne tage pole position med den mindste margin til dato i klassen – 0.001 sekund!
Næsthurtigst var Vector Sports Gabriel Aubry, mens JOTA Sports #48 åbner fra 3. position, fulgt af Inter Europol Competititons Albert Costa.