3 min. læsning

Svensk sejr i ualmindeligt rodet Indycar-løb i Canada

Romain Grosjean_ Marcus Ericsson and Will Power - Ontario Honda Dealers Indy at Markham - By_ Chris Owens_Ref Image Without Watermark_m163230
Skrevet af
Udgivet
Foto
Del artikel

Marcus Ericsson og Andretti Global fik i aftes slukket en gedigen sejrstørke. Det gjorde svenskeren efter en meget rodet premiere for canadiske Markham som Indycar-vært. Løbets 90 omgange sejlede i afbrydelser, men som det ternede flag nærmede sig, så endte det med en lidt uventet duel mellem Ericsson og Romain Grosjean om sejren – og her henviste Ericsson franskmanden til andenpladsen, og tog derved sin første sejr siden 2023.

Og inden da fik Andretti og Ericsson fuld valuta for en modig strategi, for han gik enormt sent ind til sidste stop, og fik det matchet perfekt. Det sendte ham frem i rækkerne, foran Will Power og en ditto fremadstormende Alex Palou – og med fire omgange tilbage kunne Ericsson overhale Grosjean og tage sejren, da han havde bedre dæk at arbejde med.

Polesitter Louis Foster fik ingenting ud af sine anstrengelser, for han endte undervejs med at sætte bilen i muren og udgik derved.

Will Power tog tredjepladsen på et stærkt comeback efter at være startet som 25’er. Resultatet spillede igen Alex Palous vej, og han fører nu mesterskabet med fire løb igen, og har 133 point ned til nærmeste forfølger. Det er til gengæld tæt om sølvet og bronzen, for Kyle Kirkwood har som sagt 133 point op, mens David Malukas har 137 og Christian Lundgaard 139.

Louis Foster foran Christian Lundgaard i første sving. Foto: Indycar/Penske Entertainment

Svær dansker-dag

Canadiske Markham kom ikke til at give det håbede afkast for en ellers godt kørende Christian Lundgaard. Og besøget i Markham blev på alle måder lige så rodet, som kvalifikationen var det lørdag aften. Den nye bybane leverede masser af afbrydelser og sammenstød, og det gjorde strategien svær at ramme.

Det måtte Lundgaard og McLaren også sande til sidst, hvor det endte med en sjetteplads til danskeren.

Teamkollega Pato O’Ward endte med at lave et godt comeback på sin vej til 5. pladsen efter at være startet som nummer 20.

– Denne weekend efterlod os ærligt talt lidt forvirrede. At starte på forreste række kom som lidt af en overraskelse, og fordi banen er helt ny, så var der også en del kaos derude i dag – og jeg er egentlig mest glad for, at vi alle kom helt igennem. Strategien fik vi ikke til at lande, men vi var med i kampen og tog nogle værdifulde point med os, sagde Christian Lundgaard til Arrow McLarens medieservice efterfølgende.

Christian Rasmussen og Ed Carpenter Racing havde en svær søndag i Canada, for Rasmussen endte meget uheldigt med at udgå efter et sammenstød. Der var en kontakt mellem Scott Dixon og Dennis Hauger. Dixon blev snurret rundt, og Rasmussen var lige bag dem. Danskeren fik derfor ikke noget andet alternativ end at ramme Dixon og muren. Dixon udgik også.

Indycar er tilbage allerede næste weekend, og her er også et helt nyt løb på kalenderen. Her går det løs med det nye Freedom 250 Grand Prix of Washington.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode