En ny æra af LMP2-racere er ved at tage form, og når de nye biler skal på asfalten i 2028, så er Ligier klar med indtil videre tre store teams, hvoraf polske Inter Europol er seneste nye navn på listen. Den nye LMP2-formel bliver også V6-drevet ligesom den nye generation LMP3’ere. I LMP2-format bliver motoren igen med hjælp fra Gibson, som er klar med en 3.4 liters biturbo-V6 fra Nissan.
I lighed med Inter Europol, har Panis Racing og Algarve Pro Racing også skrevet under på de nye Ligier JSP228-racere, og der er derfor lagt op til et opgør med Orecas ret markante position i den aktuelle udgave af LMP2. Også Inter Europol har (ligesom APR og Panis) tidligere haft Ligiers nuværende LMP2, men skiftede til Orecas 07 undervejs.
Foruden Ligier er Oreca også med i den nye LMP2-generation, og Oreca har indtil videre præsenteret United Autosports og Duqueine Team som kommende kunder, når LMP2’s nye generation får premiere. Det gør den i ELMS i 2028, mens Asian Le Mans Series følger efter i vintersæsonen 28/29, og i Nordamerika må IMSA vente til 2029 med at introducere de nye biler.
Den nye LMP2-generation er af ACO og FIA sat til at være det nye reglement for klassen i årene 2028 til 2032, men som altid er der basis for forlængelse. Den nuværende formel for LMP2 blev introduceret i 2017 og har siden været revideret ad flere omgange.