Det er mange år siden, at man har set en stor bulderbasse af en amerikanerbil i Special Saloon Car-klassen. Og det er også mange år siden, at Hans-Henrik Pedersen, Sproup, har været at finde i feltet. Men ved weekendens Nordic Antirust Grand Prix Danmark på FDM Jyllandsringen er begge med på banen.
– Det er otte år siden, at jeg sidst har kørt løb. Det var på Ring Djursland i min Dodge Viper, fortæller den 60-årige østjyde, som i 1990
blev Danmarksmester i Special Saloon Car.
– Jeg kan ikke helt slippe det, selv om min søn Nicolai er begyndt at køre i Super Seven-klassen. Jeg elsker at køre, og så må vi se, om jeg stadig kan finde ud af det.
Det er en Chevrolet Corvette C5, som Hans-Henrik Pedersen stiller til start med i årets fjerde weekend i DEKRA Danish Supercar League.
– Bilen er bygget op omkring et rørrammechassis med et kulfiberkarrosseri, og så har den en LS7-motor – den 7-liters-motor, som
lå i tidens Corvetter,” fortæller han. ”Bilen kommer fra Amerika, og det lå lige til højrebenet.
– Jeg har tonsvis af reservedele liggende fra tidligere. Det gode ved sådanne biler er, at de ikke går helt af mode. Det er en racerbil med
traditionel H-gear og ingen hjælpemidler – heller ikke ABS. Jeg kan bedst lide at mærke, hvordan den opfører sig. Det er back-to-basic.
Den tidligere Special Saloon Car-mester indrømmer, at han er til de gamle racerbiler.
– Jeg har ikke en målsætning om, at vi skal tilbage til urtiden, men jeg vil gerne vise, at man kan være med noget, som har en del år på bagen, siger Hans-Henrik Pedersen.
Nostalgiker er han dog. Sidste år fik han således opbygget en replika af den VW Scirocco, som hans onkel – Leif Pedersen – i sin tid vandt DM i Special Saloon Car med.
– Den tager vi med og udstiller i ryttergården på Jyllandsringen.