2 min. læsning

Sebastian Bach og Forestier Racing by VPS tog stærkt resultat i Belgien

seb (1)
Udgivet
Foto
Del artikel

Første halvdel af sæsonen og en sommerferie til at arbejde på detaljerne gav for alvor pote for både nordjyden og hans brasilianske makker. Efter en kvalifikation i regnvejr kunne de starte bilen fra en fjerdeplads på gridden. Årets bedste startposition i øvrigt – og den holdt hjem.

– På godt nordjysk, så var det her et rimeligt okay resultat. Når vi som her kører løb på to timer, så betyder de små detaljer i samarbejdet en masse. Vi startede som nummer fire, og Lucas kørte gennem den første time af løbet. Han holdt bilen fremme i feltet, så jeg kunne overtage som nummer fire og fortsætte derfra, forklarer han og tilføjer:

– Det betød meget at jeg kunne overtage bilen i en god position.

Tæt kamp i første sving i Belgien. Foto: Forestier Racing by VPS

Sebastian kom bag rattet og fik efter bedste evne fundet en vej gennem et felt, hvor der var en del ballade og afkørsler. Det hele endte med en femteplads på banen, men en straf til en konkurrent rykkede sidenhen Sebastian Bach og Lucas Fecury frem som nummer fire.

Gode erfaringer

I en sæson, der for den nordjyske racerkører først og fremmest handler om at suge erfaring til sig, så er weekendens fjerdeplads et godt vidnesbyrd om, at det går fremad.
Spa-Francorchamps er ikke uden grund én af de mest berygtede baner i Europa, og at køre sit første løb på den belgiske asfalt var en stor oplevelse for Sebastian Bach.

– Jeg har hele weekenden kunnet mærke, at vi har fået flere erfaringer med os. Både jeg selv som kører og min teamkollega ligeså. Det er første gang jeg har kørt løb på Spa-Francorchamps, og jeg forstår fuldstændig, hvorfor den har sit rygte. Det var virkelig en fed oplevelse at køre løb på den og at opleve den helt ægte vare, siger han.

Sebastian Bach fik en fantastisk første dans med Spa-Francorchamps. Facit blev en fjerdeplads. Foto: Forestier Racing by VPS

Og meget apropos, så er der snart en ny, legendarisk adresse på vej. Sæsonens næste stop er midt i september på Silverstone i England.

Sebastian og teamet har i sommerferien kørt en test på netop Silverstone, og det giver håb om et nyt, godt resultat, forklarer Sebastian Bach.

– Vi føler os virkelig godt forberedt til Silverstone efter vores test. Selvfølgelig ville vi gerne have haft en pokal med hjem, nu hvor vi var så tæt på denne weekend – men jeg er virkelig opsat på at tage til England, hvor jeg håber, at vi kan blande os i toppen, afrunder han.

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode