En lovende test op til løbet på Jyllandsringen tegnede godt, men to tekniske defekter blev dyre for Løgstør-køreren, da det virkelig gjaldt.
Det har været meget op og ned i år, og det var det også til Grand Prixet. Vores test torsdag fik vi et godt setup ud af, og alt så godt ud – vi var klar til at give den én på kassen. Første træning endte vi i top 8 med alle teamets biler, så det var perfekt, men i anden træning gik det ene hjulnav i stykker, og så fik vi travlt, forklarer Alex Maansen.
Han fortsatte jagten i kvalifikationen, men manglede det sidste og missede det videre avancement til Superpole. Søndag truede vejrguderne med vand, og da Alex var hurtigst af alle i warmuppen, så håbede han i det hele taget på mere af samme skuffe.
Men regnen trak væk fra Jyllandsringen igen, og i et ellers teknisk svært første heat fik Alex Maansen kørt sig ni pladser op i feltet:
Jeg får hentet ni pladser, og det kunne have reddet weekenden. Havde første heat endt sådan, så havde jeg startet heat to som nummer to. Men ak nej – jeg havde en kontakt i starten, og det endte igen med at koste mig et knækket nav. Det var virkelig en nedtur, mener han.

Dyr weekend – men mange positive takter
Det udgåede resultat fra første heat kom til at diktere, at Alex Maansen startede langt nede resten af weekenden. På ingen måde det resultat, som Nymark Racing Academy-køreren håbede på – men et resultat, han omvendt forsøger at tage det bedste ud af. Der er to løb tilbage på kalenderen, og muligheden for at ende på en positiv note skal jagtes.
Jeg må sige, at 2026 får testet os på alle måder. Det var en svær weekend, men når jeg ser tilbage på den, så er der altså også mange plusser. Vores teamplay på tværs af holdet lyste helt op efter den gode test, og at vi så ender med ingenting på grund af teknisk defekt er selvfølgelig ærgerligt. Men med to gange Padborg Park i udsigt, så satser jeg på, at vi har noget at skyde med. Og kan vi få lidt regn, så siger jeg heller ikke nej, siger Alex Maansen med et smil.

Næste stop på kalenderen er Nightrace på Padborg Park den 5. September.