Night Race i Padborg har over de senere år udviklet sig til ét af de mest prestigefulde løb på kalenderen. Og selv om fokus først og fremmest er på at stå stærkest muligt til mesterskabsfinalen i starten af oktober måned, så er Night Race et løb, som Martin Andersen satser på at opnå et hattrick i.
Senest sejrede han i 2024-udgaven af aftenløbet, og kan med sejr lørdag gøre to til tre:
– Det ville være megasejt at få et Night Race mere til trofæhylden. Jeg har vundet det to gange før, så et hattrick ville være fantastisk – men vores største fokus er på mesterskabskampen. Jeg har 18 point op til Kasper H. Jensen. Derfor er det meget vigtigt at få scoret en masse mesterskabspoint i den her weekend. Så det er egentlig meget enkelt – jo tættere på, des bedre chancer har vi, forklarer Martin Andersen.
Forhåbningerne er til gengæld til stede. Selected Car Racing har netop afsluttet en test på Padborg Park frem mod weekendens afdeling. Og det gav gode resultater:
– Vi er meget opsatte på at lave et godt resultat i weekenden. Vi var fint kørende på Padborg Park i starten af sæsonen, og fik arbejdet videre på nogle forskellige ting i denne uge. Det så ud til at virke, så jeg satser på, at vi kan tage kampen op i weekenden, afrunder Martin Andersen.
Andersen er i øvrigt ikke alene om at kæmpe om det samlede podie i mesterskabet. Teamkollega Simon Seiersen har sin chance at køre i forhold til årets mesterskabsbronze, og derfor er der al mulig grund til at holde godt øje med de to røde racere fra Selected Car Racing.
Årets Night Race kan følges live på lægterne på Padborg Park fra 12.00 til 22.30 lørdag, og kan desuden også følges på Danish Supercar Leagues Youtube-side.
Andersen Motorsport