Mikkel Njor og CMR Ginetta satte søndag et solidt punktum for et godt år i GT2 European Series. I Portimao tog Njor sammen med teamkollega Ethan Gialdini mesterskabet allerede i weekendens første løb, og kunne derfor køre weekendens andet løb som nye mestre.
I weekendens første løb blev det til en femteplads for den dansk/franske duo, efter Njor i starten var i en længere duel om andenpladsen. Som det hele tog form og Gialdini tog over, så blev facit en femteplads i første løb, men det var nok til at sikre mesterskabet før tid – og Njor/Gialdini tog derved deres anden titel i år, eftersom de allerede i seneste løbsweekend på Zandvoort lukkede mesterskabskampen i Silver Cup.
Det efterlod et finaleløb søndag, hvor det faktisk kun var Pro/Am-titlen, der fortsat var i spil. Den endte David Thilenius og Jay Mo Härtling med at vinde for SR Motorsport by Schnitzelalm.
Selve finalen vandt Philippe og Louis Prette for LP Racing Maserati foran teamkollegerne Niccolo Pirri og Stefan Rosina, mens Mikkel Njor og Ethan Gialdini tog tredjepladsen for Ginetta i sæsonfinalen.