Publikum ved næste års udgave af Classic Race Viborg kommer til at opleve et stykke historieskrivning, når de hurtige, åbne sportsprototyper fra Radical Cup Scandinavia den 21.-23. maj 2027 indtager Vognmagervej og de andre veje i Viborgs nordlige industrikvarter.
– Classic Race Viborg bliver første gadeløb i Europa for Radical-klassen, fortæller Morten Dons fra Struer. Han har selv været fabrikskører for fabrikken og blev tidligere i år udpeget som dansk Radical-importør.
– Radicals første europæiske byløb er noget, der har vakt stor interesse hos fabrikken i England, og vi arbejder på at gøre løbet til en del af den officielle fejring af Radicals 30 års jubilæum i 2027. Jeg er glad for, at Radical Cuppen til næste år kommer til at køre ved Classic Race Viborg, for det er et fedt arrangement at være med i. Det er samtidig et godt løb at få på 2027-kalenderen for Radical Cup Scandinavia, da det giver stor variation med seks forskellige baner i Danmark og Sverige til næste år, siger Morten Dons.
Siden 1997 har Radical Motorsport produceret mere end 3.000 sportsprototyper, og ved Classic Race Viborg køres der næste år med de såkaldte SR1- og SR3-prototyper, som yder henholdsvis 188 og 232 hestekræfter. SR3-modellen er den mest solgte sportsprototype i verden, og at der afvikles 15 forskellige Radical Cup-mesterskaber fordelt over hele verden.
– Mit eget team – STEP Motorsport – kender banen fra løbet i år, hvor Erik Poulsen deltog med sin Radical SR1 i Special Saloon Car-klassen, mens Sebastian Schou i sin SR3-racer var med i velgørenhedskørslen – og potentielt kan Radical Cup blive den hurtigste klasse til Classic Race Viborg, forklarer han.
Direktør for Classic Race Viborg, Nils Holm, tilføjer:
– Jeg er rigtig glad for, at vi til næste år kan præsentere et felt af de åbne Radical-racere i Viborg – og samtidig være med til at skrive et stykke verdenshistorie. Radical-racerne adskiller sig markant fra bilerne i det øvrige program af historiske og moderne klasser, som vi er i gang med at sammensætte, så publikum også til næste år vil komme til at opleve noget nyt. Samtidig tæller Radical Cup Scandinavia også deltagere fra Norge og Sverige, så vi forhåbentlig får en række ny ambassadører for Classic Race Viborg i vores skandinaviske nabolande.
– Jeg er stolt over, at det er lykkes os at få Super GT og Radical med gode felter på programmet, og nu fortsætter vi arbejdet med også at kunne præsentere nogle store og interessante felter i de historiske klasser.