På Memory Lane med familien Danmarks hjul

Foto: Niklas Majgaard

Årets Bil i Danmark er som oftest en pris, der deler vandene mellem danske bilentusiaster. Men uanset hvad du mener om prisen, så er der i øjeblikket en god grund til at besøge Viborg, som i øjeblikket er vært for udstillingen “Familien Danmark på hjul – Årets Bil i Danmark 1969-2019”.

Rendyrket nostalgi er udgangspunktet, og mange har helt sikkert en relation til nogle af bilerne, der står under spotlysene i øjeblikket. Udstillingen er nemlig en glimrende tur gennem en verden af bildesign, som virkelig har revolutioneret sig selv. Det ser man tydeligt, når man går fra billetskranken og ind gennem udstillingen på Farvervej. En anden udvikling, der virkelig er slående, er, hvor store ændringer der er sket i kriterierne for en årets bil over årene. Dette bliver vist med flere biler, der på sin vis brød normerne og satte nye standarder undervejs.

Særligt blandt de seneste 20-30 års vindere er der flere eksempler på dette. Ford Scorpio vandt for eksempel i 1986 på trods af, at den var en noget større og ikke mindst dyrere bil end resten af feltet i top 3. Men den havde én afgørende fordel, som snart skulle blive standard blandt alle: ABS var standard. Blandt andre banebrydende, omend kontroversielle indslag kan også nævnes Fiat Multipla, som designmæssigt virkelig delte vandene (mildest talt, red.). Men pladsen og det praktiske element forførte dommerpanelet i en sådan grad, at den løb med hæderen. Multipla vandt i år 2000, og overtog dermed titlen efter en ukontroversiel vinder i 1999, nemlig Ford Focus, og fra en 1998-vinder, som også delte vandene. En bil, der modsat Multipla var en rendyrket designperle, men også en lidt kontroversiel vinder: Alfa Romeo 156.

Men Ford, Fiat og til dels Alfa Romeo er ikke alene om de kontroversielle titelbiler, som du kan se i Viborg. I 2012 endte panelet af danske motorjournalister med at vælge en bil, som med sikkerhed er den dårligst sælgende vinder af Årets Bil til dato: Opel Ampera.

Tyskerne var ganske givet meget tidligt ude, da de i 2012 lancerede plug-in hybriden Ampera, der ikke kun høstede guld i Danmark. Den vandt også Årets Bil i Europa. Men en pris på 600.000 kroner betød også, at den i det store hele forblev et kig ind i fremtiden. Ikke destomindre kan man faktisk se en Ampera på udstillingen i Viborg – et særdeles sjældent syn.


Udstillingens biler er i øvrigt venligst udlånt af private samlere, virksomheder og i enkelte tilfælde importørerne selv.

Tidens tand

Familien Danmark på Hjul er imidlertid ikke kun biler – selvom titlen kunne indikere det. Udstillingen er i høj grad en oplevelse, der åbner for interaktion, og det fungerer glimrende. Der er lidt quizspørgsmål undervejs og du kan støve dine evner til at gætte biler af. Desuden er der flere steder indrettet dagligstuer, som reflekterer det årti af biler, du går rundt iblandt. Fra 70’ernes traditionelle dagligstue til 90’ernes ungdomsværelse. Sidstnævnte naturligvis med en original Playstation og et spil Gran Turismo linet op. Sådan!

Vi kan varmt anbefale dig at kigge forbi udstillingen i Viborg, som er at finde på Farvervej 23 i 8800 Viborg indtil den 30. december. Efter nytår rykker udstillingen øst for Storebælt, hvor den kan ses på Forstadsmuseet i Hvidovre fra den 24. januar til den 22. april 2019.

Som læser af Boxengasse har du desuden muligheden for at vinde billetter til udstillingen. Præmien i vores første adventsquiz er nemlig to armbånd til at se “Familien Danmark på hjul” i Viborg. Udstillingen løber til og med den 30. december.

Konkurrencen bliver offentliggjort lørdag morgen på vores Facebook-side – så husk at give den et like!

Du kan se mere om udstillingen på https://viborgmuseum.dk/aaretsbildk.

 

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: