Nick Cassidy er muligvis ikke et navn, som du som europæisk motorsportsfan har stiftet det store bekendtskab med. Men i Japan har den unge kiwi i den grad fået sit gennembrud i de seneste par år. Ført an af resultaterne i Super GT, men i høj grad også i Japans førende formelklasse, Super Formula.
Og selv om det kan lyde lidt bagvendt at køre i Japans to førende klasser på samme tid, så er det ikke destomindre det, som Cassidy gør. Med stor succes i øvrigt. I forbindelse med den seneste runde af Super GT på Autopolis, hvor vi fra Boxengasse var det eneste vestlige medie med akkreditering, tog vi chancen og fik en snak med Lexus’ newzealænder, som vandt mesterskabet i fjor og på Autopolis stemplede han for alvor ind i årets titelkamp.
Løbet i det sydlige Japan endte nemlig med at vende alt på hovedet i tabellens spidse ende. Honda og især Team Kunimitsu med Jenson Button og Naoki Yamamoto gik fra at have titlen i deres hule hånd til en situation, hvor der nu er pointlighed før finalen på Twin Ring Motegi senere i november. Faktisk havde Kunimitsu-teamet så gode kort på hånden, at de på Autopolis havde chancen for at lukke titlen før tid – hvis ellers resultaterne flaskede sig. Det gjorde de som bekendt ikke, for Hondas imponerende 1-2-3-kvalifikation blev på 300 km forvandlet til en regulær blodtud.
Lexus viste sig nemlig at være overraskende gode i racepace, hvilket særligt Kazuki Nakajima og Yuhi Sekiguchi fra AU TOM’S samt Nick Cassidy og Ryo Hirakawa fra KeePer TOM’S gav markante prøver på. Efter en lidt omdiskuteret situation, hvor AU-bilen gav lige vel god plads til KeePer-raceren blev det i hvert fald til sejr for Cassidy/Hirakawa og pointlighed til finalen. Lexus endte 1-2-3-4, mens Jenson Button og Naoki Yamamoto fik hevet en femteplads i land.
Dobbeltprogrammet
I centrum for alt dette står 24-årige Nick Cassidy. Efter enkelte løb i den europæiske Formel 3 i 2013 og 2014 tog han til det verdensberømte Macau GP og fik for alvor sit gennembrud i Formel 3, da det blev til en tredjeplads på den kinesiske kasino-ø. Her havde fremtrædende kræfter fra Toyota-teamet TOM’S i Japan set rigeligt, og som Cassidy selv udtrykker det, så faldt de i snak:
– Jeg mødte TOM’S i Macau til Formel 3, og når du pludselig befinder dig i en snak med dem, så ved du, at der er noget potentiale. Det korte af det lange blev, at jeg året efter kom til at køre for dem i den japanske F3-serie med support fra Toyota. Det blev en god sæson, og vi vandt mesterskabet (i 2015, red.). Samtidigt var der det gode ved F3, at jeg som udlænding ikke tiltrak mig den store opmærksomhed i den første sæson, så der var ro til at fokusere på opgaven og de mange nye baner. Men jeg må sgu sige, at det ændrede sig, da jeg vandt mesterskabet, tilføjer han med et grin.
Cassidy kørte allerede i 2015 i Super GT’s mindste kategori, GT300, men allerede året efter, i 2016, rykkede han med TOM’S’ satsning med Lexus op i den helt store kategori, GT500. Her er han stadig, og efter førstesæsonen i 2016 slog Cassidy hurtigt fast, at Toyota-folkene fra Gotemba havde set helt rigtigt i den unge newzealænder. En femteplads i 2016 blev fulgt op af et samlet mesterskab i 2017 – og nu, i 2018, er Cassidy igen med i kampen om guldet i Japans førende motorsportsklasse.
– Vi var heldige sidste år, for vores bil var virkelig en god pakke. De sidste løb i sæsonen var stærke, og det gav i det hele taget godt, at Lexus ramte rigtigt i 2017, som jo var første år med de nuværende regler, forklarer han.
Men Super GT er ikke den eneste klasse, som Cassidy excellerer i. Den japanske Super Formula kører han også, og var i år med i titelkampen helt til målflaget, hvor han måtte se Naoki Yamamoto løbe med titlen. Yamamoto er i øvrigt også i Super GT, hvor han deler bil med Jenson Button hos Honda.
De to biler kan lyde meget forskellige, men faktisk mener Cassidy selv ikke, at der er så langt igen fra en touringcar med 650 hk til en lynhurtig formelbil:
– Vi er en del, der kører begge klasser. Jeg er i et andet team i Super Formula end her (i Super GT, red.), men mange af mekanikerne og ingeniørerne er i begge serierne. Og faktisk er bilerne heller ikke så forskellige, som man skulle tro. Der er en del ting, vi kan tage med over – faktisk er gearingerne ikke langt fra hinanden heller. Til gengæld er der kæmpe forskel på dækkene, for her i Super GT kører vi på Bridgestone, mens Yokohama har Super Formula. Men jo, det kan bestemt lade sig gøre at køre i begge klasser uden det sådan rigtigt bliver rodet, forklarer han.
– Jeg elsker Super GT på grund af bilerne. De er lynhurtige, men det er også en bil, man virkelig kan køre tæt ræs i. Og så er der det udenom: Alle i den her serie er professionelle, og det hæver bare niveauet. Jeg synes også, det er en bil, der er nem at “fange”.
“Jeg vil vinde, det jeg kører”
For Cassidy er målet i år først og fremmest at genvinde Super GT, men spørger man ind til fremtiden for newzealænderen, så er der stadig åbent. Alligevel er der en enkelt drøm eller to, som han håber at få prøvet kræfter med snart:
– Jeg er stadig i gang med at arbejde på 2019, men jeg må sige, at jeg bare går efter at vinde det, jeg kører. TOM’S er super fede at arbejde sammen med, og jeg synes også det har været en fed oplevelse at være med fremme i Super Formula i år. Mit sådan fremtidige mål er ikke vildt defineret. Jeg vil vinde, det jeg kører, men jeg jagter ikke aktivt en karriere i F1 for eksempel. Jeg vil smaddergerne køre Daytona, og tror godt det kan blive en mulighed i 2019. Det ligger perfekt i offseason herovre. Ligeledes er der Le Mans. Det vil jeg smaddergerne prøve en dag!
Men for nu er det Super GT, og det passer Cassidy fint, forklarer han:
– Jeg elsker Super GT på grund af bilerne. De er lynhurtige, men det er også en bil, man virkelig kan køre tæt ræs i. Og så er der det udenom: Alle i den her serie er professionelle, og det hæver bare niveauet. Jeg synes også, det er en bil, der er nem at “fange”. Man bliver tvunget til at være tålmodig i Super GT, og det er i hvert fald en ting jeg har lært. Jeg kan huske et af de første løb i år på Okyama, hvor jeg var lige ved at give op, efter vi blev nummer ni i kvalifikationen. Der lærte jeg, at man aldrig skal give op, for jeg startede bilen nede fra nieren – men da jeg kørte i pit og gav bilen videre til Ryo, førte vi altså løbet!
Finale og fankultur
Noget af det, der gør Japan til et helt særligt motorsportsland er dets fans. Entusiasmen er stor, og det samme er tilgængeligheden. Faktisk er der fans i paddocken hele weekenden, ligesom gridden er åben for fans umiddelbart inden løbet. Faktisk er en søndag til SuperGT meget atypisk, for der er sjældent mere end et enkelt supportløb om morgenen, hvorefter der er en pause på et par timer, inden løbet går i gang. I den tid er meget åbent for fans, ligesom mange af kørerne er til at komme i nærheden af.
– Det er fantastisk for sporten, at der er så åbent for fans. For mig personligt er det stadig lidt specielt. Det føles bare lidt underligt, at der er så mange, der følger én herude, men det er fedt at give folk en god oplevelse, så det tager jeg med. Men som jeg også nævnte i starten, så tager det lidt tid, inden folk sådan rigtigt finder ud af, hvem man er. Der er i sig selv stor forskel på den Nick Cassidy, der begyndte i All-Japan F3 og den opmærksomhed, jeg fik ved at vinde det – og Super GT for den sags skyld.
Årets Super GT bliver afgjort på Twin Ring Motegi i næste weekend, den 11. november.
