Det har været et langt, halvt år – men nu er FIA WEC endelig tilbage.
Corona-pandemien satte for alvor en stopper for WEC, og det er da også en kraftigt revideret kalender, som skal afslutte årets sæson. Der resterer tre løb – i denne weekend gælder det 6 Hours of SPA, inden det flyttede Le Mans til september og sæsonfinalen 8 Hours of Bahrain til november.
Weekenden bliver også præget af coronarestriktioner på SPA, hvor der i lighed med Le Mans køres uden tilskuere. Der testes intensivt for coronavirus i paddocken, og det har da også allerede kostet deltagelsen for to teams, nemlig Algarve Pro Racing og Jackie Chans DC Racing, efter køreren Gabriel Aubry viste sig som potentielt smittet efter en test. Aubry kører normalt for Jackie Chan DC Racing, men var i den forgangne gæst med Algarve Pro Racing, og blev testet kort efter ankomsten til SPA-Francorchamps.
Testen var i første omgang “formentlig positiv”, og Gabriel Aubry isolerede sig på hotellet. Fredag kom så svaret, at franskmanden var testet smittet med coronavirus, og holdene har derfor trukket sig.
Nye dæk til High Class Racing
På det sportslige plan er der masser at forholde sig til. Danske High Class Racing har i LMP2 skiftet dækleverandør og er nu på Michelin, selvom de egentlig var indskrevet med Goodyear. High Class skiftede også sidste gang WEC kørte, i februar på COTA, hvor de også brugte Michelin.
Teamet kommer desuden til løbet med friske erfaringer i bagagen, da de også kørte European Le Mans Series på SPA-Francorchamps sidste weekend.
I GT-klasserne er der lagt op til en spændende fight hele vejen. Særligt i LMGTE Pro bliver det spændende at se, om Nicki Thiim og Marco Sørensen kan bygge videre på det flotte forspring, som de gennem sæsonen har rullet ud. Aktuelt har den danske Aston Martin-duo 109 point, og har derfor 26 points forspring til Ferraris James Calado og Alessandro Pier Guidi på andenpladsen.
Nicki Thiim er i øvrigt klar med et nyt hjelmdesign til denne weekend:
https://www.facebook.com/nickithiim/videos/1886131231528762/
Michael Christensen på pointjagt
De forsvarende mestre i LMGTE Pro har til gengæld brug for alle point i denne weekend. Michael Christensen og Kevin Estré er med 82 point lige i hælene på Calado og Guidi, men skal Thiim og Sørensen hentes, så skal der kæmpes.
Michael Christensen siger i sin pressemeddelelse forud for løbet, at der med en ny BOP måske er nye muligheder i vente for Porsche:
– Vi skal gerne have et godt løb, så vi kan holde os inde i kampen om VM. Aston Martin har haft en meget høj tophastighed i år, og det har gjort dem svære at overhale. Men forud for Sebring, som vi jo aldrig fik kørt, kom der nogle indrømmelser på klassens BOP – og jeg håber, at SPA kan vise, at vi er kommet tættere på, forklarer han og fortsætter:
– Dog tror jeg personligt ikke, at det helt er nok – men vi har kørt en del tests på det seneste som forberedelse til SPA og Le Mans, så vi kommer til Belgien og er klar til kamp.
Kvalifikation: Pole Position til Michael Christensen (Rettet!)
Christensen fik om nogen udgangspunktet til netop den jagt fredag aften. I den 20 minutter lange kvalifikation var Porsche #92 kørt af Kevin Estré toneangivende fra start til slut, og det satte da også Porschen på pole position.
– Michael gjorde jobbet på første omgang og gav os selvtilliden til at gå videre. Bilen var god, så vi holdt på og det var heldigvis nok, sagde Kevin Estré til FIA WEC efterfølgende.
Aston Martin viste som ventet også et fornuftigt pace, og englænderne åbner i morgen fra 2. og 3. position i LMGTE Pro. #97 var næsthurtigst, mens Nicki Thiim og Marco Sørensen åbner som nummer tre.
I GTE Am tog Dempsey Proton Porsche pole position, mens Nicklas Nielsens Ferrari #83 åbner ballet fra femtepladsen i klassen.
Den generelle pole position gik til Rebellion #1 foran de to Toyotaer, mens det i LMP2 går løs fra 6. position for danske High Class Racing.
OPDATERING:
FIA WEC har fredag aften straffet Porsche #92, da Kevin Estré på sin omgang overskred banens track limits. Hans tid er derfor slettet, og det koster samtidigt Porsche #92 pole position:
FIA WEC vender tilbage: Michael Christensen tager pole position til 6 Hours of SPA
https://www.facebook.com/michae1.christensen/posts/1084204215316126
Det hele går løs i morgen, lørdag, fra 13.30. Du kan se med på FIA WEC’s app samt Eurosport og TV2 Play.