Peugeot har længe – og mere eller mindre officielt – været sat i forbindelse med planer om et Le Mans-comeback med det nye Hypercar-reglement, som kommer til næste år.
Nu ser der for alvor ud til at være noget om snakken, for Peugeot-projektet, som først blev nævnt som et samarbejde med schweiziske Rebellion, er nu blevet et rent Peugeot-projekt, og dette vil franskmændene løfte mere af sløret for ved en pressekonference på Le Mans på fredag.
Peugeot Sport har samtidigt fået nyt logo. Peugeots nye satsning på WEC, som vil være fra 2022, bliver fredag annonceret af Peugeots CEO, Jean Philippe Imparato. Konferencen vil kunne følges på Youtube fra fredag klokken 14.00 – vi deler et link, når det nærmer sig.
Kommer Peugeot tilbage i 2022, så er det ti år siden de sagde farvel til sportsvognsracing – projektet med 2009-vinderen af Le Mans, Peugeot 908, blev nemlig endegyldigt parkeret i januar 2012.