4 min. læsning

Michelle Gatting: – Vi har gode muligheder

c5d53580-1f16-4502-8e25-afbe01b38256
Udgivet
Foto
Del artikel

Michelle Gatting er i fuld gang med opladningen til sæsonens helt store højdepunkt, nemlig Le Mans. Den danske ELMS- og Ferrari Challenge Europe-kører har fuld gang i kalenderen, og kom direkte fra en test med Iron Lynx/Scuderia Niki på SPA i sidstnævnte serie, da Boxengasse fik et hurtigt interview om forventningerne til årets Le Mans.

Iron Dames har til Le Mans denne gang lavet en enkelt udskiftning på holdet. Michelle Gatting og Rahel Frey består, mens belgiske Sarah Bovy er kommet til. Bovy er 32 år og har et ganske blandet CV med både GT-biler i form af blandt andet 24 Hours of SPA såvel som et par løb i formelserien W-Series bag sig. Bovy er et nyt navn hos Iron Lynx og får sin debut på Le Mans i år som teamets bronzekører.

– Det er svært at sige ret meget om mulighederne for os i GTE Am på forhånd. Vi ved, at feltet bliver ekstremt stærkt med 25 biler til start. Vi har måske fået en hurtigere kører i Sarah, men omvendt er der også en del arbejde i at finde de første erfaringer og fodfæstet på Le Mans. Sådan var det også for mig, og sådan bliver det helt sikkert også for hende, forklarer Michelle Gatting, der dog er optimist forud for den kommende weekends officielle testdag, der skyder Le Mans-ugen i gang.

– Jeg glæder mig til at se, hvad vi kan udrette. Jeg tænker, vi har gode muligheder, og jeg er ret rolig omkring løbet selv. Jeg vil rigtig gerne ned og forbedre mig, for fokus er virkelig blevet snævret ind på at få leveret resultater, og jeg står i hvert fald et andet sted nu, end jeg gjorde den første gang på Le Mans, siger Michelle Gatting.

Michelle Gatting har været med Iron Dames i indtil videre to WEC-afdelinger i år – på Portimao og Monza. Nu gælder det Le Mans for det nye hold på #85, der består af Michelle Gatting, Rahel Frey og Sarah Bovy. Foto: Ferrariraces

Godt udgangspunkt

Samtidigt er Ferrari inde i en god stime i GTE Am-sammenhæng, hvor der indtil nu har været et Ferrari-team øverst på skamlen i alle WEC-løbene – SPA, Portimao og Monza. Det, sammenholdt med at Iron Lynx’ anden bil, #80, også kører med et superstærkt lineup er et godt udgangspunkt, mener Michelle Gatting.

– Ferrari står helt sikkert stærkt i GTE Am i øjeblikket, og i Iron Lynx får vi også et godt sammenligningsgrundlag i den anden bil. Den har et virkelig stærkt lineup i Callum Ilott, der kommer over fra Formel 2 samt Matteo Cressoni og Rino Mastronardi. Det er godt, at vi har dem at arbejde sammen med, forklarer hun.

Kampen i GTE Am bliver tæt igen i år. Feltet er med 25 biler rigtig stort, og mærkerne er alle klar til kamp. Indtil videre har Ferrari været bedst kørende i denne sæson. Foto: Ferrariraces

Fokus er således også fuldt på Le Mans nu. Det er blevet til en del timer i simulatoren for Michelle Gatting på det seneste, men den første rigtige test kommer på søndag til testdagen.

– Der er ikke så meget andet man kan forberede end at være skarp fysisk og så at køre i simulatoren. Jeg vil sige, at det gør en god forskel at kunne træne i simulatoren hvis man har sin engineer med i baggrunden. Jeg har en derhjemme og kører i forskellige vejr- og lysforhold. Det giver lidt, men hvis det skal være rigtig godt, så skal der næsten en engineer med på sidelinjen. Uanset hvad, så er det en god måde at holde sig varm og skarp på, afrunder Michelle Gatting.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Husk også vores Le Mans Special – vanen tro har vi gæstet F1-podcasten Næste Gear til en snak om årets Le Mans.

Ny Podcast: Boxengasse gæster Næste Gear til Le Mans Special

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode