5 min. læsning

Team SASHI High Class Racing tilfredse med første Le Mans-test

© PARAGRAPH5 / PAOLADE PALMAS
Udgivet
Foto
Del artikel

Team Sashi High Class Racing har netop udført en test forud for Le Mans 2021 på Motorland Aragon, en racerbane i Alcañiz, Spanien. I #49 Oreca 07-Gibson’en var Kevin Magnussen, Jan Magnussen og Anders Fjordbach, holdets danske setup til Le Mans 2021.

Testen i Spanien var første gang alle tre kørere havde været bag rattet sammen. Kevin ankom naturligvis direkte fra USA, hvor han forrige weekend havde sin IndyCar debut på Road America. Testen i Team SASHI High Class Racing-bilen var også en debut for Kevin, da det var første gang han sad bag rattet i nummer 49.

De tre kørere tilbagelagte 262 omgange på den spanske bane d. 21-22 juni, omtrent 1441 kilometer, hvortil der både blev testet forskellige setups, herunder både nattekørsel og prøver med forskellige mængder brændstof.

Status i pitten sen aften inden nattetimerne stod for døren. Foto: PARAGRAPH5 / PAOLADE PALMAS

Team SASHI High Class Racings Oreca 07 Gibson var endnu ikke folieret til denne test, hvilket betød at bilens karroseri i carbon var blotlagt for sponsorer og bemaling. Teamet havde ikke banen for sig selv, da andre LMP2-teams også benyttede den til testkørsel, men Team SASHI High Class Racing var hurtigste bil rundt på banen begge dage – et godt udgangspunkt for teamet.

Der er blot otte uger til Kevin Magnussen, Jan Magnussen, Anders Fjordbach og resten af Team SASHI High Class Racing kører på den legendariske bane Circuit de la Sarthe i Le Mans.

Det 24-timers lange udholdenhedsløb køres i det franske d. 21-21. august 2021. Den traditionelle testdag d. 15. august skyder ballet i gang, efterfulgt af træningssessionerne d 18. august og både kvalifikation og Hyperpole d. 19. august. Løbet flages i gang d. 21. august kl. 16:00. Normalt køres Le Mans i juni, men blev altså udskudt i håb om mulighed for at få tilskuere til løbet.

Team SASHI High Class Racing havde meget få klistermærker på bilen til testen, som primært var blottet carbonfiber. Foto: PARAGRAPH5 / PAOLADE PALMAS

Kevin Magnussen: En ekstraordinær oplevelse

– Jeg synes, det har været en god start på projektet. Vi gjorde store fremskridt i løbet af de to dage, og hvis vi lidt forsigtigt måler på vores fart i forhold til de andre LMP2-teams, som også testede i denne uge, ser det stærkt ud. Men endnu vigtigere, så føles det som om, at vi er tre kørere, der passer rigtig godt sammen. Vi gav alle tre den samme feedback til ingeniørerne efter vores runs, og hvis vi er enige om, hvordan bilen skal opføre sig, så er det som sagt en rigtig god start, lyder det fra Kevin Magnussen.

For den 28-årige racerkører, som i år kører for Cadillac i det amerikanske IMSA-mesterskab og fra 2022 har en fabrikskontrakt med Peugeot Sport i FIA World Endurance Championship, markerede testen i Spanien også første gang, han skulle dele en racerbil og arbejde tæt sammen med sin far.

– Det var virkelig fedt. Det er jo ret naturligt for min far og jeg at snakke om racerbiler, for det har vi jo gjort stort set siden jeg kunne tale, og vi forstår virkelig hinanden godt. Men normalt plejer vi at snakke om hver vores racerbiler, og nu handlede det pludselig om den samme. Det var sjovt og interessant at høre hinandens feedback om den bil, man selv kører, og det var særligt sjovt at stå og sammenligne min fars data med mine egne. Det var en ekstraordinær oplevelse.

Jan Magnussen: Vi har en ret god plan nu

– Det har været en enormt givende test. Formålet var at få bilen på banen og samtidig testet samarbejdet mellem os. Det var vores første test sammen i det kørerlineup, som vi stiller op med på Le Mans, så der var en del opgaver på listen. Alt er gået smidigt og effektivt. Umiddelbart virker det som om, at vi har en hurtig bil, som vi alle tre ret hurtigt fandt os til rette med. Vi fik prøvet en masse forskellige setups og har nu en god plan for, hvad vi vil opnå i den officielle Le Mans-prætest, siger Jan Magnussen.

– Det var et stort øjeblik at se vores egen Le Mans-bil rulle ud af garagen. Og selvfølgelig gav det ekstra meget gåsehud at se Kevin hoppe i bilen. Vi har arbejdet enormt hårdt for at få det her projekt til at lykkedes, og der venter os stadig en masse arbejde. Men midt i det hele er vi jo virkeligheden bare far og søn på en racerbane, som får lov til at gøre noget sammen, som vi altid kun har kunnet drømme om.

Anders Fjordbach: Fuld enighed om bilens setup

– Selvom man skal passe på med at konkludere for meget efter en test, så det er altid fedt at slutte som det hurtigste team. Det har været to gode dage, både fordi vi fandt en masse god fart i bilen, men særligt fordi, at vi er tre kørere med den samme kørestil. Dét, der overraskede mig mest, var faktisk at sammenligne vores data og se, hvor ens vi alle tre kører bilen, lyder det fra Anders Fjordbach.

– Der har faktisk ikke været noget tidspunkt, hvor vi har været uenige om, hvilken retning, vi skulle bevæge os med setuppet. I sidste ende er vi jo tre kørere, som hver især skal føles os komfortable med bilen, og hvis vi kan undgå kompromisløsninger undervejs i forberedelserne, er vi allerede godt kørende.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode