5 min. læsning

Interview: Le Mans i sigte – Frederik Schandorff klar til Le Mans for Car Guy Racing

2022_01_frederik_schandorff_8 (1)
Udgivet
Foto
Del artikel

Frederik Schandorff har været gennem et par hektiske uger – for ikke at sige et par hektiske sæsoner, siden han tog det første skridt ud på den internationale scene i Lamborghini Super Trofeo.

Super Trofeo er siden blevet til en gedigen GT3-karriere, som i denne uge er kulmineret med annonceringen af, at Schandorff danner makkerpar med Mikkel Jensen og teamejer Takeshi Kimura for Ferrari-teamet Car Guy på Le Mans og i European Le Mans Series denne sæson.

Mikkel Jensen er tilbage hos japanske Car Guy Racing, der anføres af den japanske bilfanatiker Takeshi Kimura – og som noget nyt kører japaneren i år Le Mans og ELMS med dansk support på teamets øvrige to pladser. Foto: FIA WEC

Mens Jensen har en forhistorie med netop Car Guy og flere optrædener i selvsamme japansk-støttede team fra de schweiziske Ferrari-eksperter Kessel Racing, så er alt helt nyt for Frederik Schandorff, der også er at finde hos McLaren i GT World Challenge Europe og IMSA i denne sæson, hvorfor Schandorff i år når debuten i tre af de helt store langdistanceløb på én sæson – Daytona, Le Mans og 24 Hours of SPA.

Mikkel Jensen kører igen i år Le Mans med Car Guy Racing. Jensen har allerede kontrakt med Peugeot til det franske mærkes comeback i hypercars, men med en bil, der ikke bliver klar til Le Mans i denne ombæring. Foto: Car Guy Racing

Vi greb derfor telefonen og fik en snak med østjyden om et 2022, der tegnede godt fra start og nu er blevet endnu bedre.

– Jeg glæder mig bare helt vildt til den her sæson. Jeg kom i gang med året med et Daytona, hvor vi fik vist farten, men jeg havde alligevel aldrig troet mit første Le Mans skulle blive i en så stærk bil og med en kapacitet som Mikkel på holdet. Det er lidt sjovt, for vi har kendt hinanden helt tilbage fra karting, men han er lige et par år ældre end mig, så vi har ikke rigtigt prøvet at køre med eller mod hinanden før, forklarer Frederik Schandorff og tilføjer:

– Men det bliver en sjov oplevelse at dele bil og få den direkte sammenligning – og jeg er helt sikker på, at der er mange erfaringer at høste i år, konstaterer Schandorff.

IMSA og Europa er to vidt, vidt forskellige ting, mener Frederik Schandorff. – GT World Challenge Europe er det hårdeste felt i GT3 i hele verden og en vanvittigt fed konkurrence, hvor IMSA omvendt altid er en kæmpe oplevelse. I USA er det større på en anden måde, fordi der er så vanvittigt mange fans. Omgivelserne om løbene er helt fantastiske, og der kan USA altså virkelig noget specielt, forklarer han. Foto: IMSA

Daytona banede vejen

Springet ind i toppen af GT-racing kom i sidste sæson, da Frederik Schandorff fik chancen hos det engelske McLaren-team Inception Racing ved sæsonfinalen i IMSA på Road Atlanta. Debuten over there kom sent i stand, men endte med at bane vejen for mere, og det var netop hos Inception og på Daytona, at vejen til Circuit de la Sarthe i juni for alvor blev banet.

– Der er sket rigtig mange ting, men jeg kan kun glæde mig over, at det er kommet i stand på baggrund af rå speed og hvordan det gik mig i 2021, og det endte heldigvis sådan, at Kimura-san tog mig og Mikkel ind til i år i ELMS og til Le Mans. Jeg har faktisk ikke mødt Kimura endnu, så det kom i stand på baggrund af det, han har set mig levere, og jeg tror specielt Daytona havde en del at sige, forklarer han og fortsætter:

– Jeg kørte mig op til føring i klassen inden vi fik problemer med bremsekaliberen, og jeg fornemmer, at det havde noget at sige, at jeg kunne debutere derovre og performe på det niveau fra starten af – uagtet at det er en stor skefuld at debutere på Daytona, forklarer han.

Le Mans bliver også en stor skefuld, men heldigvis har de andre fra Inception kørt løbet i 2021 og skal køre det igen i år. Vi har snakket lidt om Le Mans allerede, men der er uden tvivl et kæmpe højdepunkt forude, forklarer han og tilføjer:

– Og så kommer jeg til at køre direkte mod gutterne fra Inception – de var bare glade for, at vi fik den her aftale i stand, siger han med reference til Inception, der i år også skal køre Le Mans i en Ferrari 488 GTE Evo.

Bremseproblemer blev dyre for Inception Racing på Daytona tilbage i januar, men inden da var det lykkedes for teamets kvartet, Brendan Iribe, Frederik Schandorff, Ollie Millroy og Jordan Pepper at vise formatet. Foto: IMSA

Det engelske team er i øvrigt relativt nye i GT-racing på dette niveau, men kommer med bred erfaring fra særligt British GT, hvor Optimum Motorsport alias Inception har været med i efterhånden et årti og blandt andet tog det generelle GT3-mesterskab i 2018. Nu har teamet sat en ny, international satsning i søen, og det er den, som Frederik Schandorffs kalender i år primært drejer sig om.

– Inception er et supercool team at arbejde med. Det er gået stærkt, men jeg faldt hurtigt til hos dem, og det har helt sikkert betydet meget over det sidste halve år for mit vedkommende. Men det bedste ved det hele er timingen, for nu kan jeg nå at få vist flaget på Le Mans inden det hele skifter til GT3 og Hypercars. Det bliver utvivlsomt vigtigt i forhold til mine personlige forhåbninger om, at jeg en dag kan lande en fabriksaftale et sted. Det er fantastisk at kunne køre alle de store løb og være med på det her niveau, men man skal også gerne se et skridt længere frem, afrunder Frederik Schandorff.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode