ACO er i gang med en stribe nye moderniseringer frem mod næste års 100-års jubilæum for Le Mans. Det betyder også, at vi får en stribe forbedringer for tilskuerne, ligesom banens museum får en tilbygning på hele 3.400 kvadratmeter.
Ændringerne er dog først og fremmest for tilskuerne, hvor hovedindgangene Nord og Syd får en makeover, ligesom der også er præsenteret planer om en ny bro, som skal skabe en ny passage efter Porschekurverne. Derudover er der også lagt op til en genopfriskning af tilskuerområdet ved Dunlopbroen, hvor 10.000 kvadratmeter får en overhaling.
En anden bygning, som også kommer til, er banens nye medical centre, som kommer til at ligge i forbindelse med pitbygningen.