På lørdag er FIA WEC’s traditionelle sidste stop inden Le Mans tilbage hvor det hører til – på SPA-Francorchamps! Årets anden WEC-afdeling køres traditionelt i starten af maj og er den sidste chance sådan for alvor inden det går løs om lige godt en måned til Le Mans.
Gridden tæller denne gang 37 biler, og der er lagt op til en superspændende fortsættelse af sæsonen, som havde premiere på Sebring tilbage i marts måned, hvor det hele blev afbrudt til sidst af et stort uvejr.
Vejret er traditionelt set også en faktor på SPA, så lad os se, hvordan det spænder af. Fast ligger det i hvert fald, at der allerede er sket ændringer på gridden, for onsdag kunne Iron Dames melde ud, at Sarah Bovy var testet positiv for coronavirus, og at hun derfor ikke kan stille op til den kommende weekend. Samme gælder Michelle Gatting, der har rejst sammen med Sarah Bovy i denne uge, og danskeren er derfor også ude af spillet til årets anden afdeling af WEC.
Iron Dames har hentet erstatninger ind, hvilket giver Christina Nielsen comeback bag rattet i en GTE-racer efter nogle års fravær, og i #85 finder vi derfor nu Rahel Frey, Christina Nielsen og Doraine Pin.
Åben kamp
I klasserne er ballet åbnet faktisk hele vejen igennem. Hypercar og det generelle klassement endte med et noget overraskende udfald på Sebring, da Alpine ELF Team vandt for første gang nogensinde i WEC med deres Alpine A480 Gibson, og det franske team er – udover at være det første franske team til at vinde en generel løbssejr i WEC – også opsatte på at doble op. I Belgien er der igen fuld modstand fra Toyota, som havde et rædsomt løb på Sebring og så er Glickenhaus også på plads – første gang det amerikanske team kører løb på SPA.
I GTE Pro åbnede Porsches Michael Christensen og Kevin Estre sæsonen med et brag af en weekend på Sebring, og tog fuldt hus med sejr og pole position, hvorfor den dansk/franske duo virkelig har sat sejl mod en stærk sæson. På SPA skal det næste skridt tages, og mens Porsche var stærke i sæsonpremieren, så bliver det spændende at se, om særligt Ferrari har lidt mere at byde på efter en sløj premiere på den anden side af Atlanten.

Corvette er som bekendt med for første gang i en fuld WEC-sæson og bød godt op til fight på Sebring, hvor Nick Tandy og Tommy Milner endte med at tage andenpladsen i klassen og fik en glimrende start på sæsonen.
LMP2 er igen megastærk i 2022, og det gælder både her på SPA såvel som til Le Mans næste måned. United Autosports jagter et stort resultat denne gang i Belgien og faktisk kan Filipe Albuquerque og Phil Hanson tage et sandt hattrick ved at vinde klassen lørdag.
Zak Browns United Autosports er også stærkt kørende med andenbilen, #23, som Paul di Resta, Oliver Jarvis og 16-årige Joshua Pierson kørte til sejr på Sebring i marts. Og så har vi slet ikke rundet de øvrige, stærke teams i feltet, som for eksempel JOTA Sport, som Oliver Rasmussen åbnede året med en femteplads sammen med, Prema, WRT eller Penske – kort sagt, så bliver det her et brag af et ræs i LMP2.
I LMP2 Pro/Am kommer Nicklas Nielsen og AF Corse til Belgien med en frisk sejr fra Sebring i bagagen, og det bliver spændende at se, om AF Corse-teamet kan holde de gode takter fra USA, hvor de endte med at vinde klassen med en omgang.
GTE Am – alt er åbent
GTE Am er med 13 biler til start også et stensikkert bud på godt ræs til alle seks timer. GTE Am er blevet den helt store danskerklasse i WEC i år, og foruden førnævnte udskiftning hos Iron Dames, så er det også her vi finder endnu en dansker med en frisk sejr i bagagen fra 1000 Miles of Sebring. Her vandt Nicki Thiim og NorthWest AMR sæsonpremieren, mens Marco Sørensen og Aston Martin-kollegerne blev nummer to i klassen.

Mikkel O. Pedersen og Porsche-teamet Team Project 1 fik ikke rigtigt vist potentialet og måtte udgå i den amerikanske sæsonpremiere.
FIA WEC kan følges i tekst her på Boxengasse over weekenden – der er løbsstart klokken 13.00 lørdag med streaming i FIA WEC’s app, på TV2 Play og på Eurosport.
Fuld deltagerliste kan findes her.
Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.