Dobbelt dansk hos JOTA Sport: David Heinemeier Hansson og Oliver Rasmussen ser frem til Le Mans

#28 JOTA / Oreca 07 - Gibson - FIA WEC 1000 Miles of Sebring - Sebring International Raceway - Sebring - USA -
Foto: FIA WEC/Focus-Pack-media.de

Set med danske briller er der virkelig meget på spil i garagen hos britiske JOTA Sport – og i teamets i år enlige LMP2-racer på Le Mans.

JOTA Sport havde et fænomenalt 2022, hvor de dels vandt Le Mans med António Félix da Costa, Roberto González og Will Stevens, og samme trio blev også verdensmestre i FIA WEC, mens teamets anden bil med Oliver Rasmussen, Ed Jones og Jonathan Aberdein kørte et ditto stærkt Le Mans og endte som nummer tre.

Samtidigt var turen på podiet også Oliver Rasmussens debut på den franske bane. Og i år er han klar til meget mere – denne gang med en dansk kollega i bilen. Det bliver til gengæld i JOTA Sports eneste LMP2, for teamet har også fået den første af Porsches nye kundebiler i Hypercar, og derfor kører det britiske team nu med én LMP2 og én Hypercar – i øvrigt med Hertz som sponsor.

Og med et nyt år er der også et nyt lineup hos JOTA Sport i LMP2, hvor Oliver Rasmussen har fået David Heinemeier-Hansson og Pietro Fittipaldi med sig, mens sidste års vindertrio er i den nye Hypercar.

Heinemeier har i øvrigt gjort comeback JOTA Sport, for han har tidligere repræsenteret teamet. Trioen har indtil videre hentet en 5., en 7. og en 9. plads i FIA WEC’s første tre runder i Sebring, Portimao og på SPA – og nu venter sæsonens helt store højdepunkt: Le Mans.


Sæsonpremieren på Sebring blev teamets hidtil bedste resultat i denne sæson med en femteplads – men der er mere i vente på Le Mans, forsikrer JOTA Sports to danske repræsentanter. Foto: FIA WEC

Hård konkurrence

Kampen i LMP2 har været intens i årevis, og i 2023 bliver kampen igen hård i toppen. Det er en kamp, som David Heinemeier-Hansson ser frem til:

– Jeg håber at kunne få et løb uden tekniske problemer, for de sidste tre gange jeg har kørt Le Mans, har tekniske problemer sat en stopper for det – enten med motor eller transmission. Men hvis nogen kan forberede en bil godt, så er det JOTA, så hvis vi ikke har heldet imod os med vores motor fra Gibson eller gearkassen fra XTrac, så har vi alt, der skal til. Vi får den hårdeste konkurrence nogensinde i LMP2, så ét er, at bilen skal holde, men vi skal også køre hurtigt – og det tror jeg vi kan med Oliver, Pietro og hele JOTA’s setup, siger David Heinemeier-Hansson.

Den indgangsvinkel deler Oliver Rasmussen, der med sidste års flotte debut har lidt at leve op til i år hos JOTA Sport:

– Jeg ser spændt frem imod det her løb. Jeg kan godt mærke, at jeg ser frem til Le Mans på en helt anden måde i år. Sidste år kom jeg dertil og var på mange måder en slags begynder – men nu ved jeg, hvad det er, og at det bliver kæmpestort. Vi skal bygge på det momentum vi har med os fra 2022, og det tror jeg bliver et godt afsæt for os, forklarer Oliver Rasmussen.

Det danske makkerskab hos JOTA Sport er til gengæld helt nyt. Hvor David Heinemeier-Hansson kendte teamet fra tidligere og som sådan har gjort comeback, så kendte de to danskere ikke alverden til hinanden før arbejdet med sæson 2023 gik i gang. Her imponerede Oliver Rasmussen hurtigt den rutinerede David Heinemeier:

– Vi kendte ikke hinanden inden vi startede i år, men det har været en fornøjelse at køre sammen med Oliver. På Sebring viste han fra start, at han er superhurtig og var bedst på gennemsnitstiderne – og på SPA-Francorchamps synes jeg også han fik vist at han er en bulldog når det skal være med et forsøg på en overhaling udenom i Eau Rouge. Og så har vi jo dobbelt så mange danske flag på bilen – det er også sjovt!

Det tekniske forarbejde hos JOTA er noget, som der bliver bidt mærke i. Teamet kører i år med en ganske ny konstellation, da de i gåseøjne “kun” har én LMP2-racer, men til gengæld er teamet også det første kundeteam med en Porsche 963 Hypercar. Deraf også teamets farveskifte til Hertz’ guldfarver. Foto: FIA WEC

– Det bliver stort!

Således er der masser på spil for det erfarne såvel som det nye kort hos JOTA Sport – faktisk er det David Heinemeier Hanssons tiende Le Mans, og på den måde er løbets 100-års jubilæum også et jubilæum for den danske kører.

– Jamen ikke nok med at selve løbet har jubilæum, så er det tiende gang for mig selv. Så der er helt klart en ekstra motivation for at få leveret en værdig præstation – det bliver stort! Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang. JOTA er et hold i absolut topklasse og det er bare en rar gruppe mennesker at tilbringe et par måneder af året med, afrunder David Heinemeier Hansson.

Husk, at du får alt om Le Mans her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret! 

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: