3 min. læsning

Ferrari topper Le Mans-testen

LM24TestdayS-1
Udgivet
Foto
Del artikel

Le Mans-ugen er i gang – og hvilken start! Der har været udsolgt siden november sidste år, og med et ganske pænt antal fans på lægterne til den officielle testdag fik vi den første indikation på, hvor årets Le Mans måske kan gå henad. Testen er – specielt i kraft af at banen starter med at være møgbeskidt søndag morgen og den allestedsnærværende snak om balance of performance – ikke nødvendigvis specielt retvisende. Vi fik i hvert fald set, at Toyota og Ferrari et pænt stykke af vejen var toneangivende i Hypercar.

Og så alligevel – med et sent skud fra André Lotterer tog Porsche Penske Motorsport dagens næstbedste tid, mens Antonio Giovinazzi gjorde det til dobbelt op for Ferrari – efter Antonio Fuoco var hurtigst i #50 i formiddagens session satte Giovinazzi hurtigste tid med søsterbilen i eftermiddagens session i 3.29.504.

Toyotas Kamui Kobayashi stod bag dagens tredjebedste tid i #7, mens Antonio Fuoco kørte fjerdebedste tid i hus i Ferraris #50 foran to gange Porsche i form af #75 og #5. Syver blev Peugeots bedste bil, #93, som Mikkel Jensen er en del af.

Hypercar bød også på et par mindre stød i løbet af dagen – i slutningen af formiddagens testsession satte Mike Conway bilen i væggen ved Tertre Rouge, og Peugeots #93 havde derudover et teknisk problem i formiddagens session, hvor Paul Di Resta med godt 40 minutter igen måtte parkere bilen ude på Mulsanne.

Peugeots #93 havde lidt udfordringer undervejs, men kom tilbage. Foto: Niklas Majgaard

Problemerne kostede en del køretid for #93 i eftermiddagens session, og også Porsche havde lidt at se til, da #75 havde bremseproblemer.

Værd at nævne i forhold til Hypercar er også de BOP-ændringer, der kom før testdagen, og Toyotaen er således blevet en hel del tungere med 37 kilo ekstra ombord – Ferrari fik 24, mens Cadillac har fået 11 og Porsche 3.

Dansk på toppen i LMP2

I LMP2 tegner alt igen til at vi får et brag af en Le Mans-uge, og klassen endte faktisk med en danskerbil som den hurtigste, da Pietro Fittipaldi som den eneste i klassen gik under 3.36 i JOTA Sport-raceren, som han deler med Oliver Rasmussen og David Heinemeier Hansson.

Pietro Fittipaldi satte bedste tid af alle i LMP2 for JOTA Sport. Foto: Niklas Majgaard

Tiden var hurtig nok til at vippe Team WRT af pinden, mens to gange Alpine Elf Team rundede top fire af. United Autosports endte med femtebedste tid, mens Premas #9 tog sjettebedste tid. Bedst i LMP2 Pro/Am blev Racing Team Turkey foran AF Corse og Tower Motorsports, mens Malthe Jakobsen og COOL Racing kan notere sig fjerdebedste tid i klassen.

I GTE Am blev det dobbelt op for JMW Motorsports Ferrari, som toppede begge sessioner, og i 2. session endte det med at Thomas Neubauer førte an for JMW Motorsport mens Ferrari ryddede hele bordet. Hans tid blev således fulgt af Francesco Castellacci for AF Corse og Daniel Serra hos Kessel Racing/Car Guy, der var henholdsvis næst- og tredjehurtigst.

Bedste Porsche finder vi på dagens fjerdehurtigste tid med GR Racing på en tid af Benjamin Barker, fulgt af Proton Competitions #88, mens Mikkel O. Pedersens Dempsey Proton Racing rundede eftermiddagen af som sjettehurtigst.

Nu venter et par dage med et løsere program, inden vi på onsdag tager hul på det helt officielle program med den første frie træning.

Husk, at du får alt om Le Mans her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret! 

Det er god stil at dele godt indhold med andre

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode