Fire danske biler klar på 58 bilers grid i Road to Le Mans

Foto: Boxengasse/Niklas Majgaard

Med knap en måned til Le Mans er det efterhånden også tid til at se nærmere på supporten – og den står blandt andre Road to Le Mans naturligvis for igen i år.

Det bliver igen med en særdeles stærk grid på samlet 58 biler – fordelt på 38 i LMP3 og 20 biler i GT3 udgør feltet, og det bliver med samtlige syv danske kørere i aktion i GT3. Udover de danske biler bliver der masser af andet at holde øje med. I GT3-feltet finder vi også den nidobbelte verdensmester på to hjul, Valentino Rossi, der er i aktion for belgiske Team WRT, og i LMP3-feltet skorter det heller ikke på spændende navne. Det er blandt andet med 2003-vinderen Guy Smith tilbage i 20-året for hans sejr med Bentley, og det er også med kørende teamejer og firedobbelt WTCC-verdensmester Yvan Muller på gridden i sin Ligier fra M Racing.

Fire danske biler i GT3

Skal vi runde de danske kørere, så er der dobbeltopgave til Jan Magnussen. Magnussen skulle i forvejen køre Road to Le Mans som en del af sine forpligtelser hos GMB Motorsport i Michelin Le Mans Cup denne sæson, men siden kom muligheden også for at køre selve 24-timersløbet.

Magnussen åbner derfor weekenden med to gange 55 minutters løb sammen med teammate Lars Pedersen hos GMB Motorsport. I den anden side af GMB-garagen finder vi for første gang noget andet end en Honda NSX, for Kristian og Roland Poulsen er klar til kamp i deres BMW M4 GT3, mens GMB Motorsports anden NSX køres af Simon Birch og Thomas Andersen.

Feltet byder desuden på en fjerde bil under dansk flag, da Anders Fjordbach også er på dobbeltopgave efter annonceringen af hans indtræden hos Inter Europol Competition sammen med Jan Magnussen. Inden da deler Fjordbach bil med Timothy Creswick i en Porsche 911 GT3R fra High Class Racing with Caffeinesix.


Du kan finde hele deltagerlisten til Road to Le Mans her!

Husk, at du får alt om årets Le Mans her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret! 

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: