Vi er mange, der så småt er landet efter et hektisk Le Mans – og én af dem, der havde et ekstremt hektisk Le Mans og en endnu vildere optakt er danske Frederik Poulsen fra britiske JOTA Sport.
Det engelske team havde to danske kørere med i årets Le Mans i form af Oliver Rasmussen og David Heinemeier Hansson i teamets LMP2-racer. Men i den anden side af JOTA Sport huserer en anden dansker på det britiske teams nye, store projekt i Hypercar.
Her er Frederik Poulsen systemingeniør, og han har siden JOTA blev det første private team nogensinde med Porsches nye 963 Hypercar været dén, der har haft ansvaret for at få systemerne til at virke på den nye Porsche.
Han arbejder fast for JOTA Sport med at optimere og analysere bilens systemer – og efter et længere run med teamets meget succesrige indsatser i LMP2 fik han til i år chancen med teamets nye satsning i Hypercar med Porsches nye 963. Det og meget mere fik Boxengasse en snak med den travle vestjyde om på Le Mans.
– Det er ikke altid givet, at vi som kundeteam har helt så meget adgang til alle data som producenten af bilen har, så jeg og mit hold sidder hele tiden og arbejder med de data, vi får ind. Vi skal undersøge, hvad vores ændringer på bilen gør for dens performance. Og når vi så samtidigt taler om en så ny bil som Porsche 963, så er der virkelig meget analysearbejde, inden vi kører en løbsweekend og kan se, hvordan det hele fungerer i virkeligheden, forklarer han.

Det kræver samtidigt en ingeniørmæssigt meget bred baggrund, for dels er en Porsche 963 spækket med tusindvis af sensorer, dels er der et stort hybridsystem og dels er der en masse komponenter, som er helt afhængige af at have den rette arbejdstemperatur. Ikke for koldt, ikke for varmt – men den rette.
– Man kan nemt ende i en situation, hvor køreren mener at vi skal én vej med setuppet, men i virkeligheden er man gået for langt og skal den anden vej. Det er et stort arbejde at holde øje med, at alt i bilen er sundt og i orden – det er alt fra batterier og motorers temperaturvinduer til de tusindvis af sensorer vi kan overvåge og lære af, forklarer han.
Vejen til datamuren
Frederik startede sin rejse mod et fast job i FIA WEC med at læse uddannelsen som mekanisk ingeniør hos DTU, som han siden udvidede med en decideret motorsportsuddannelse. Det førte Frederik Poulsen til en kandidatgrad i Motorsports Engineering fra Oxford Books University. Det blev også den uddannelse, der for alvor åbnede døren til den britiske motorsportsverden, og siden har den vestjyske ingeniør haft engelsk base.

– Jeg er i dag virkelig glad for, at mit job og min uddannelsesmæssige baggrund spiller så godt sammen. Jeg tog en i gåseøjne normal dansk uddannelse og fik avanceret den i retning af motorsport, og det drager jeg stadig masser af nytte af. Det danske system hos DTU var virkelig godt og gav en god baggrund til alt det, jeg sidder med nu, hvor Oxford Books University var mere specialiseret og gav masser af gode forbindelser. Men jeg vil stadig holde fast i, at starten i Danmark var et fantastisk springbræt til at ende her.
En brat debut
Arbejdet med projekt 963 har for Frederik Poulsen og resten af holdet været i gang hele året, men det var ikke andet end få dage før FIA WEC’s tredje afdeling på SPA-Francorchamps i maj, at det britiske team faktisk fik deres nyindkøb leveret. Debuten i Belgien gik fint, og i sidste weekend på Le Mans var teamet også med helt fremme, inden en afkørsel kostede en dyr tur i garagen for den gyldne #38.
– Vi har haft mega, mega meget fart på de seneste måneder. Jeg har brugt mange uger hos Porsche i Weissach her gennem foråret for at være med på den sidste del af Porsches proces med bilen, og vi endte med at få den fredag som vi skulle til SPA-Francorchamps den følgende onsdag. Da var bilen ikke engang pakket ind i folie, og alle os andre kørte på over 20 timer i døgnet helt til vi stod i Belgien bare for at få bilen klar. Det var en kæmpe præstation af hele teamet, at vi så kommer på banen og gør det helt hæderligt i kvalifikationen uden nogensinde at have kørt en simulation af det, siger Frederik Poulsen og tilføjer:
– Vi endte løbet med at kæmpe om den sidste plads på podiet med Porsche Penske Motorsports #5, så det var en fantastisk start – især taget i betragtning, at alt var så nyt, at vi reelt næsten ingen reservedele havde. Og så var det også bare en fantastisk debut efter at have haft så meget arbejde med bilen inden da. Jeg kan huske vi stod og knoklede syv timer på fabrikken inden bilen overhovedet kunne starte. Ikke fordi bilen fejlede noget – det var alene fordi der er så mange små parametre i elektronikken, og de skal bare virke 100%.

Frederik Poulsens baggrund i racing startede i Danmark og tog for alvor fart med skiftet til England og JRM Group, der dengang var én af de helt store spillere indenfor Nissans GT3-version af Nissan GT-R. Med JOTA Sport blev det mere til prototyper og LMP2 – men faktisk er en Hypercar ganske anderledes at arbejde med end en LMP2 er det. Det var ét af de store skift for det britiske team, men elektronikken var størst:
– Jeg har over de seneste år lavet rigtig meget GT3, og det er jo en stor og tung bil med ABS. Der arbejder man mere på at skabe mekanisk greb end aerodynamisk. LMP2 er en noget simplere bil, men her er aerodynamikken klart den tungeste post – og nu står jeg så med en Hypercar, der faktisk er lidt en blanding af de to filosofier. Når du laver setup på en Hypercar, så er det selvfølgelig en aerodynamisk drevet bil, men i kraft af at den vejer noget mere end en LMP2-racer, så skal du også have styr på det mekaniske greb. Og her bliver den tricky at arbejde med, konstaterer han.
Derudover er der én ting mere, som adskiller Porsche 963 fra alt andet, han har arbejdet med før:
– Så har vi heller ikke været forbi systemerne, for der er den virkelig kompliceret. Der er sensorer på alt, og her er der en vis portion logik, som man er nødt til at forstå først. Det er også en hybrid, og der kom min ingeniøruddannelse virkelig på banen. Der var meget nyt i det, og det var – på godt jysk – lidt et spring fra at en racerbil bare var noget med en forbrændingsmotor, en gearkasse og et par pedaler…, siger Frederik Poulsen med et smil.
Han tilføjer:
– Alt det til trods og at jeg har været ufatteligt lidt hjemme de sidste par måneder, så føles det fantastisk at vi er nået så langt som det første kundeteam med en Hypercar fra Porsche. Nemt var det bestemt ikke, men det er jo som bekendt altid sådan, at man lærer af ting, som er svære. Vi tager hele tiden viden med os på det her projekt, og det er utroligt interessant at kunne hente den viden derude, hvor det ikke er noget, alle bare gør. Det er nok det, der gør hele forskellen, afrunder han.
Husk, at du får alt om motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret!