Lærerig debut endte på podiet for Malthe Jakobsen

Foto: Malthe Jakobsen Motorsport / Cool Racing

Årets Le Mans blev hårdt, kaotisk og vanvittigt – men én dansker fandt vej til skamlen i 100-året for verdens største sportsvognsløb. Malthe Jakobsen og Cool Racing havde et døgn, som var mildest talt op og ned, men i sidste ende kørte de sig på podiet og tog andenpladsen i LMP2 Pro/Am efter Algarve Pro Racing.

De mange vejrskift var isoleret set en stor udfordring, og ditto var dramaet på banen med til at sætte Malthe Jakobsen og resten af holdet ud på en stor opgave. Malthe Jakobsen er med søndagens resultat både den yngste danske Le Mans-debutant og selvsagt også den yngste dansker til at komme på podiet på Circuit de la Sarthe.

– Det var virkelig et vanvittigt løb. Vi havde hele tiden store udfordringer, og helt fra start var det med en optørrende bane og spørgsmålet om dækvalg. Vi havde en lidt rodet optakt med en kvalifikation, som gik skævt, men vi vidste hele tiden, at farten var der. Men så fik jeg lavet det her røde flag, og det kostede os vores bedste kval-tid, siger han og tilføjer:

– Man kan sige, at udfordringerne stod i kø fra start. Vi gik ind til det med målet om at køre os på skamlen i LMP2 Pro/Am – og kunne vi få et clean løb, så kunne det måske også blive til mere. Clean blev det til gengæld ikke, for vi havde et par udfordringer hen ad vejen, efter vi havde kørt os op, konstaterer Malthe Jakobsen.

I føring

Cool Racing-bilen kom frem i rækkerne takket være lige dele strategi og gode overhalinger, og efter at have udnyttet en safetycarperiode optimalt først på natten lå Malthe Jakobsen i spidsen i LMP2 generelt.


– Vi fik kørt os op på en klog og fornuftig måde, og efter den her safetycar lå jeg pludselig forrest i LMP2 generelt. Det var vi de eneste i LMP2 Pro/Am til at opnå, og vi førte vores klasse med 3-4 omgange, da det pludselig begyndte at regne igen. Der var virkelig kontant afregning udenfor sporet, og jeg endte også med at have et lille uheld, som desværre kostede os et skifte af et sæt bærearme. Det var dyre lærepenge, men sådan er det, siger Malthe Jakobsen, der gennem sin Le Mans-debut nåede at få cirka ti timers køretid.

– Det var en kæmpe oplevelse endelig at køre Le Mans i den helt ægte udgave. Det var en stor udfordring at debutere her, men jeg fik kørt en masse og med ti timers kørsel samlet fik jeg i hvert fald mulighederne for at sætte mit præg på begivenhederne. At det så endte på skamlen var bare en stor bonus – det var en meget speciel oplevelse at stå deroppe over et hav af mennesker, afrunder Malthe Jakobsen.

Husk, at du får alt om årets Le Mans her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/ , så er du opdateret! 

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: