62 bilers Le Mans-deltagerliste er klar

Foto: FIA WEC/Focus-Pack-media.de

Traditionen tro har ACO nu sat navn på de 25 biler, der sammen med FIA WEC’s 37 faste lineups udgør de 62 biler, som er på den første deltagerliste til årets Le Mans. I egenskab af en allerede fornem, dansk deltagelse i FIA WEC er mange af de faste navne allerede på plads, men der er også et par spændende, danske nyheder med i dagens liste fra den franske organisation.

Det betyder også, at der indtil videre er ni danske kørere klar til årets Le Mans.

Skal vi starte med Hypercar, så er 23 af 62 biler i feltets hurtigste klasse. Grundstammen er naturligvis de kendte fra FIA WEC, og derfor har Ferrari i lighed med resten af WEC-sæsonen en tredje, som drives af AF Corse og får startnummeret 83. AF Corse er derudover også inviteret i LMP2 Pro/Am og kører her en bil med startnummer 183.

I det hele taget lægger formatet op til lidt af et brag, for ikke siden 2008 har et Le Mans haft en topkategori med så mange biler. Porsche, Cadillac og Lamborghini har alle tilføjet forstærkninger i forhold til det, vi får at se i WEC. Porsche er der igen med tre biler, mens Cadillac kommer med to og derudover også har Whelen Cadillac Racing med på invitation som følge af deres teammesterskab i IMSA. Lamborghini har én fast WEC-racer, men kommer også med en bil mere.

Og nu vi var ved Porsche, så er der hele tre private 963’ere denne gang, eftersom JOTA har to biler og Proton Competition derudover har en enkelt.


Går reservelisten i spil, så er Proton desuden først i køen med deres anden racer. Peugeot kommer igen med to 9X8, men har interessant nok kun valgt at sætte Jean Eric Vergne og Stoffel Vandoorne på som de navngivne kørere for nu. Derfor tæller Hypercar-feltet pt tre danskere i form af Michael Christensen, Nicklas Nielsen og Oliver Rasmussen, men mon ikke Mikkel Jensen inden længe også er officielt skrevet ind.

Le Mans-debut til Vesti

Hvad angår de danske nyheder, så er LMP2 interessant set med danske briller. ACO lovede et felt med minimum 15 biler og har udtaget 16. Og i LMP2 bliver der dansk duel hos schweiziske COOL Racing, for her er der Le Mans-debut i vente for Frederik Vesti. Han bliver samtidigt en del af en direkte danskerduel i eget team, for i teamets anden bil er der et nyt Le Mans til Malthe Jakobsen. Interessant er det også at nævne, at COOL Racing har en bil i hver kategori, så Jakobsen deler med Lorenzo Fluxa og Ritomo Miyata i det generelle klassement, mens Frederik Vesti får Naveen Rao og Matthew Bell med sig i LMP2 Pro/Am.

Med premieren på den nye LMGT3-kategori får vi på Le Mans i år en masse nye mærker. Ni styk er på listen i den nye GT3-kategori, og her er der lagt op til en fantastisk duel på tværs af mærkerne. De faste navne fra WEC er med, så derfor skal vi se Michelle Gatting for Iron Dames og Lamborghini, Mikkel O. Pedersen for Proton Competition i den nye Ford Mustang GT3 og Marco Sørensen med japanske D’Station Racing og Aston Martins nye Vantage.

Derudover er Frederik Schandorff også klar – han kører med McLaren og Inception Racing, som er med på invitation fra IMSA. Set med danske øjne er det også interessant at danske Formula Racing anført af Johnny og Conrad Laursen figurerer på listen med en potentiel deltagelse i en af de nye ORECA-udviklede 296 GT3 – omend som nummer fem på listen.

Du kan gå på opdagelse i hele listen her.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: