Asian Le Mans Series: Malthe Jakobsen og Crowdstrike Racing mestre efter dramatisk finale

Foto: Algarve Pro Racing

Malthe Jakobsen og Crowdstrike Racing by APR er nye mestre i Asian Le Mans Series! Thyboen kørte for anden dag i træk bilen i mål på Yas Marina Circuit i Abu Dhabi og fuldendte en fantastisk weekend for Algarve Pro Racing. Med lørdagens sejr bragte Jakobsen og Crowdstrike-teamet sig tilbage i mesterskabskampen, og i dag vandt teamkollegerne Freddie Tomlinson, Chris McMurry og Toby Sowery sæsonfinalen i den anden APR-racer.

Dermed har Crowdstrike Racing by APR også sikret sig en af de eftertragtede billetter til årets Le Mans i LMP2, og Algarve Pro Racing har nu to styk, da de også vandt en billet med mesterskabet i European Le Mans Series. Den anden billet i Asian Le Mans Series var på spil i GT3, og den gik til Porsches Pure Rxcing, som fik et godt comeback og endte på podiet i dag efter de også måtte udgå lørdag.

Vejen til mesterskabstitlen blev dog langt fra så enkel, som alle hos Crowdstrike ganske givet havde håbet.

Allerede i andet sving på første omgang var der ballade, og den blev George Kurtz rodet ind i. Han endte midt i en sandwich af tre LMP2-racere, og endte som blandt andre AF Corses Francois Perrodo med at snurre af banen. Kurtz slap fra det med minimale, materielle skader, mens det gik hårdt ud over Perrodos racer. Franskmanden kom også videre, men med et punkteret bagdæk, som rev rigtig mange dele af AF Corse-bilen.

Kurtz fik bragt orden i sagerne og sat jagten ind på det tabte, mens de nærmeste titelkombattanter fra 99Racing fortsatte en helt igennem håbløs weekend. Lørdag tabte de en stor mesterskabsføring i et crash under safetycar, og teamets ORECA var så smadret, at den blandt andet fik en ny tub over natten. Genopbygningen var dog ikke helt problemfri, og teamet kæmpede hele dagen i dag med at finde farten, hvilket blandt andet skulle have været relateret til et transmissionsproblem. Oven i hatten fik 99Racing også en stop and go-straf at afsone i dagens løb ovenpå det, der skete lørdag.


Starten i Abu Dhabi. Foto: Algarve Pro Racing

Endnu et rødt flag

Løbet kom fra start med ballade allerede fra sving 2, hvilket som nævnt gik ud over både George Kurtz og Francois Perrodo, men også Cool Racings #47 og et par GT-racere blev indblandet. Det kostede den videre deltagelse for GetSpeeds Mercedes #9, mens de øvrige alle kom videre fra en noget rodet start.

Asian Le Mans Series kommer til gengæld fra Yas Marina Circuit med to afbrudte løb til historiebøgerne. Finaleløbet blev afbrudt i over en time efter en stor afkørsel i sving 11, hvor Proton Competitions Paul Loup Chatin forsøgte at sende sin LMP2-racer indenom Setiawan Santoso i EBM Porsche #8. Chatin ramte Porschen og sendte begge hårdt i muren, hvilket kostede en længere oprydning. Ingen af de to kom noget til, men crashet betød omvendt at Bastian Buus slet ikke kom i aktion i dag og i det hele taget rundede sin sæson i Asian Le Mans Series af med to svære løb.

Den lange afbrydelse blev også nøglen til løbet for Algarve Pro Racings #25, for mens hele feltet ellers var på banen, så var de i pit, da det røde flag faldt. Og da alle efter genstarten måtte ind og bytte bronzekørerne ud, så kunne Freddie Tomlinson køre en stor og ganske gratis føring ud, mens Colin Braun var i Crowdstrike-bilen og så småt fik hentet noget mere af det tabte. Han var i top fem, da han gav stafetten videre til Malthe Jakobsen, men thyboen måtte se sin jagt på en fjerdeplads blive stoppet to omgange fra det ternede flag, da han var nødt til at køre ind og tanke igen.

Det sene stop betød, at Jakobsen blev nummer syv, men eftersom 99Racing slet ikke fik scoret point i dag, så var det nok til at afgøre titelræset. Ude foran fik APR gjort arbejdet færdigt ovenpå Tomlinsons føring og sejrede foran Nielsen Racings Ferdinand Habsburg, Alex Garcia og Ian Loggie, mens podiet blev afrundet af Proton Competitions #22 med Giorgio Roda, René Binder og Julien Andlauer.

I LMP3 vandt Bretton Racing sæsonfinalen, mens COOL Racing med en andenplads i dag tog LMP3-titlen lige foran CD Sport. Netop COOL Racing og CD Sport gik ellers ind til finalen med ét points difference, og titelkampen gik helt til mål.

I GT3 gik mesterskabet til Porsches Pure Rxcing, som endte med en tredjeplads i dagens sæsonfinale, mens Leipert Motorsport vandt løbet. Siden mistede Leipert-teamet sejren på en straf efter det ternede flag, og Triple Eight Mercedes #88 er derfor den nye vinder.

Husk, at du altid får det nyeste om international og dansk motorsport her på Boxengasse. Så følg os på www.facebook.com/boxengasse og på vores gruppe, https://www.facebook.com/groups/nytommotorsport/.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: