FIA WEC er tilbage på Interlagos efter et årti

Foto: Niklas Majgaard og Frederik Bonde Nielsen/Boxengasse
Annonce:

Le Mans-pausen er slut i FIA WEC, og nu begynder sæsonens anden halvdel med fire oversøiske løb, hvoraf det første denne weekend er et comeback til kalenderen for Interlagos i Brasilien. Sæsonen fortsætter i USA på Circuit of the Americas i Texas, inden turen går til Fujispeedway i Japan og sæsonfinalen i Bahrain den første weekend i november.

Faktisk er det hele ti år siden Interlagos sidst var på WEC-kalenderen, og den garvede sportsvognsfan husker nok også, at netop dét løb var 2014-sæsonfinalen og dermed også Tom Kristensens farvel til sportsvogne. Det endte i øvrigt også på skamlen for nordjyden, som rundede af med en tredjeplads.

Kan Interlagos følge op på Le Mans?

Tilbage til 2024 og vi har en superspændende halvsæson i vente. Le Mans i år endte med at give al den spænding, de fleste havde forudset og forventet, og styrkeforholdet i Hypercar er endnu engang helt tæt. Og med ukendt asfalt i Brasilien, så er der måske også lagt op til en overraskelse. I kampen om 2024-titlen er tre mærker indenfor 12 point i konstruktørernes mesterskab, og blandt kørerne, så er det næsten lige så tæt.

Porsches #6 med André Lotterer, Kevin Estré og Laurens Vanthoor fører VM med 99 point foran Le Mans-vinderne i Ferraris #50 (Nicklas Nielsen, Antonio Fuoco og Miguel Molina). De har 90 point, mens Toyotas Kamui Kobayashi og Nyck de Vries har 82 point. Mike Conway er i øvrigt tilbage i den bil, altså Toyota #7, men kørte ikke Le Mans som følge af et cykelstyrt.

Michael Christensen og Porsche #5 er nummer fem i kørernes mesterskab efter specielt en DNF på SPA har kostet Porsche-teamet lidt point. Oliver Rasmussen og Mikkel Jensen tager til Brasilien som nummer 18 og 19 for JOTA Sport og Peugeot Sport respektivt.

Michelle Gatting og Iron Dames kommer til Sao Paolo med en frisk sejr fra ELMS i bagagen. Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse

Stærk topkamp i LMGT3

Blandt GT-bilerne er der lagt op til endnu en vild fight. De to Porscher fra Mantheys PureRXcing og Manthey EMA kommer til Brasilien á point i kampen om VM. 75 point hver er de noteret for, mens BMW’s Team WRT er nummer tre med 73 point til Augusto Farfus, Sean Gelael og Darren Leung.

Marco Sørensen og Erwan Bastard er nummer fire i VM-kampen, mens Michelle Gatting og Iron Dames er nummer fem – og de kommer som bekendt til Interlagos med en frisk sejr i bagagen, da de vandt i ELMS på Imola sidste weekend. Men sæsonens første gevinst i WEC mangler Iron Dames i samlingen, så spørgsmålet er, om de kan gentage kunststykket.

Otter i VM er Mikkel O. Pedersen og Fords Proton Competition Mustang, der havde et brag af et Le Mans efter en sæson, der ellers ikke rigtigt har budt på de store opture. Men i Frankrig fik de den nye Mustang GT3 til at virke, og teamet tog med en tredjeplads sit hidtil bedste resultat med Ford-raceren – og struerboen endte for første gang på podiet i Le Mans. Derfor er Fords nye racer også særdeles vigtig at holde øje med på Interlagos, for kan Proton fortsætte formkurven fra Le Mans?

Alt det og meget mere finder vi ud af denne weekend. Der er FP1 og FP2 fredag, mens FP3 køres lørdag eftermiddag 15.30 dansk tid.

Kvalifikation og Hyperpole starter 19.30 dansk tid lørdag, mens søndagens sekstimersløb starter 16.30.

Ferrari #50 vandt Le Mans, men det er faktisk Porsche Penskes #6, der fører VM. Foto: Frederik Bonde Nielsen/Boxengasse

Det kan som altid ses på FIA WEC’s app, www.fiawec.tv, og på Eurosport 2 i fuld længde med optakt fra klokken 16.00. TV2 sender desuden på Play, mens afgørelsen er på TV2 Sport X fra 20.30.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen

Lyt med på seneste episode