Generic selectors
Exact matches only
Search in title
Search in content
Post Type Selectors

Finaletid i FIA WEC – Toyota tog første række i kvalifikationen

Foto: FIA WEC/DPPI
Annonce:

I dag er dagen! I dag skal det afgøres, hvem der bliver de nye verdensmestre i FIA WEC, når sæsonen kulminerer med sæsonfinalen i Bahrain. Vanen tro er finalen det otte timer lange Bapco Energies 8 Hours of Bahrain.

Det bliver med dobbelt Toyota i spids, når finalen sættes i gang til middag i dag. Og selvom det er sæsonfinalen, så er det ikke lig med at mesterskaberne er lukkede endnu. I konstruktørmesterskabet kæmper Toyota for at slå Porsche, og her var pole position ogås et lille boost i tabellen – Toyota skal nu finde ni point i lørdagens løb for at slå Porsche. Det betyder for eksempel, at Toyota kan blive verdensmestre for konstruktører, hvis de vinder løbet.

Brendon Hartley tog sæsonens sidste pole position for Toyota. – Foto Javier Jimenez / DPPI

I den afgørende Hyperpole slog Brendon Hartley i Toyota #8 teamkollegernes Nyck de Vries med tre tiendedele – og det efter hollænderen ellers førte an i den indledende del af kvalifikationen.

Ferrari starter i tredje position med #51 på tid sat af Antonio Giovinazzi, mens Neel Jani lidt overraskende kørte Proton Competition ind som bedste Porsche med en fjerdeplads – femmer er Nicklas Nielsens Ferrari #50, som blev kvalificeret af Antonio Fuoco.

Den mesterskabsførende Porsche #6 kvalificerede Kevin Estré ind som sekser – og de kan blive mestre for kørere, såfremt de minimum bliver nummer otte i dag. Det er i øvrigt også mesterskabets eneste bil med mere end én sejr, og da de kommer til Bahrain med 35 points føring og 39 at køre om, så er stabilitet nøglen for Estré, André Lotterer og Laurens Vanthoor.

Og for at runde scenariet i kørernes generelle mesterskab af, så er der endnu muligheder for Le Mans-vinderne Nicklas Nielsen, Antonio Fuoco og Miguel Molina. Trioen er nummer to i VM, men skal det blive til guld, så kræver det minimum en sejr i Bahrain, samtidigt med at Porsches #6 skal ende som nummer ti eller dårligere. Sker det, så er VM-titlen italiensk.

Hos Ferrari kan Nicklas Nielsen og resten af den Le Mans-vindende trio fra #50 se frem mod en sæsonfinale, hvor chancen for en VM-titel matematisk stadig er mulig. Det kræver dog en sejr, og samtidigt skal Porsches #6 slutte langt nede. Foto Julien Delfosse / DPPI

Syver starter Michael Christensens Porsche #5 på tid sat af Matt Campbell, mens Norman Nato blev otter for Hertz Team JOTA fulgt af Dries Vanthoor og Robin Frijns i BMW.

Oliver Rasmussens Hertz Team JOTA Porsche starter P11, mens Peugeot, Alpine, Cadillac og Lamborghini alle missede Hyperpole.

McLaren-front i GT3

LMGT3 tog McLaren og United Autosports sig af i Hyperpole efter at begge biler gik videre fra den indledende kvalifikation. Med videre i top 10 var også begge Vista AF Corse Ferrarier, Sarah Bovy i Iron Dames’ Lamborghini, samt begge TF Sport Corvette, Pure Rxcings Porsche og Heart of Racings Aston Martin med #27.

Også Conrad Laursen kunne se sin bil gå i Hyperpole i det, der er danskerens debutweekend i FIA WEC udenfor Le Mans – han kører nemlig sæsonfinalen med franske Akkodis ASP Lexus.

Men det var i Hyperpole, at de to United McLarens for alvor slog til, og her endte det med pole til Josh Caygill i #95 foran holdkammeraterne i #59. Vista AF Corse Ferrari #55 blev treer, mens Sarah Bovy tog fjerdepladsen for Iron Dames. Conrad Laursen og Akkodis ASP starter som nummer ti, når det går løs i Bahrain til middag i dag, dansk tid.

I GT3 er mesterskabet for kørere sådan set afgjort idet Porsches Pure Rxcing har 136 point, mens Manthey EMA har 90. Til gengæld ligger Team WRT #31 og Heart of Racings #27 lige efter med 85 og 83 point, så her bliver det spændende spørgsmål mere om det samlede mesterskabs sølv og bronze.

Fuldt resultat

Få det hele i highlights her!

Lignende artikler
Annonce:

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen