Le Mans: 16 timer – Toyota-føring efter lang safetycarperiode

Foto: Frederik Bonde Nielsen/Boxengasse

Vejr og sigtbarhed har været meget ringe over Le Mans i løbet af natten, og derfor har løbet i en længere periode været under safetycar. Fra cirka midtvejs har safetycars i det hele tiden fyldt alt, og det er derfor heller ikke en nat med store forskydninger, vi kan byde godmorgen med her på sitet.

Men løbet er nu genstartet, og vi har igen et racerløb – og det med spændende strategier, for alle teams med minimumskøretider at leve op til for bronzekørere (og sølvkørere), har fået afviklet deres køretid. Det kan give nye åbninger i de to klasser.

I Hypercar fører Ryo Hirakawa i Toyota #8, og med de 11 første på omgangshøjde er der lagt op til en vild sprint mod målflaget i eftermiddag klokken 16. Hirakawa følges af Laurens Vanthoor i Porsche #6 og Nicklas Nielsen i Ferrari #50.

Også Oliver Rasmussen og JOTA Sport er der godt nyt fra, for de har aktuelt Jenson Button i bilen og er nummer seks, mens Matt Campbell er syver i Porsche 5, som han deler med Michael Christensen. Og hos Peugeot er bilerne ikke længere på omgangshøjde – de har en enkelt omgang op for begge biler, og Mikkel Jensens #93 ligger nummer 15.

Jakobsen jagter føring

I LMP2 er Malthe Jakobsen igen i bilen for COOL Racing og ligger aktuelt toer bag Ben Barnicoat fra AF Corse. Afstanden mellem de to er omkring de 15-20 sekunder, så vi kommer helt bestemt til at se en fight her. Natten har til gengæld ikke været god for David Heinemeier Hansson og Nielsen Racing.


Danskeren var oppe som toer i klassen, men havde i nat en tur i sandkassen og har som resultat deraf smidt tre omgange og er 11’er i klassen. Og for Frederik Vesti har det været en svær Le Mans-debut fra første færd. Cool Racings #47 smed flere omgange på en defekt køler i løbets begyndelse, og de er fem omgange nede.

GT3 ligner et nyt brag af en afgørelse, for her er top 10 på omgangshøjde. Den sene del af aftenen var hård ved Inception Racing og Frederik Schandorff, som ellers førte an fra pole position og var særdeles godt kørende. Også her kom en skadet køler på tværs, og de har sat tre omgange til. Ude foran fører Porsche og Manthey med #91, mens Akkodis ASP Lexus #78 og Mikkel O. Pedersens Proton Competition Ford Mustang er henholdsvis toer og treer i klassen for nu.

Michelle Gatting er i bilen hos Iron Dames og er aktuelt sekser, mens Marco Sørensens D’Station Aston Martin er nummer 14 og Spirit of Race med Johnny og Conrad Laursen er nummer 15. De havde også et intermezzo i løbet af natten og endte i gruset med et dyrt tidstab til følge.

SPOTTERGUIDE LE MANS 2024

Le Mans’ officielle spotterguide er ude nu og kan downloades her.

Boxengasse følger traditionen tro årets Le Mans tæt, og i år med vores til dato største hold på stedet. Følg os på Facebook og i vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du opdateret på verdens største sportsvognsløb og de i alt 13 danske kørere, der er til start i år.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: