4 min. læsning

BOP’en klar til Le Mans: Mere power til Ferrari, mindre vægt til Peugeot

Race start of the race, depart, during the 2024 24 Hours of Le Mans, 4th round of the 2024 FIA World Endurance Championship, on the Circuit des 24 Heures du Mans, from June 15 to 16, 2024 in Le Mans, France - Photo Javier Jimenez / DPPI
Udgivet
Foto
Del artikel

Le Mans-stemningen er for alvor ved at indfinde sig i det franske, og det betyder traditionen tro, at det er blevet tid til at tage et godt kig på årets Balance of Performance i både Hypercar og GT3.

For uanset hvordan man vender og drejer det, og uanset hvor stor en mundkurv holdene får på af ACO og FIA, så kommer BOP til at stjæle overskrifter igen. Le Mans har desuden sin helt egen BOP isoleret fra resten af FIA WEC-sæsonen.

Sammenligner man årets BOP med, hvordan det så ud i fjor, så er ændringerne relativt små, men der er alligevel et par ting, der er værd at bemærke. Du kan finde links til årets BOP nederst i artiklen.

Hvis vi starter med topklassen Hypercar, så er overskriften “mere power”.

Det store spørgsmål er som altid på Le Mans: Hvem nyder godt af BOP’en? Foto: Julien Delfosse / DPPI

Seks af de otte mærker har nemlig fået flere hestekræfter at lege med under 250 km/t. Eneste undtagelse er den nye Aston Martin og så Kevin Magnussens BMW.

Den største gevinst finder vi hos Toyota, der har 12 KW mere end i 2024. Både Alpine og Cadillac har fået skruet motoren op med 11 KW, mens Ferrari har fået 9 KW mere at gøre godt med. Porsche og Peugeot må nøjes med henholdsvis 2 og 1 KW ekstra.

Mindst lige så vigtigt er poweren over 250 km/t, og her er der næsten lige så grønne tal. Kun de to franske hjemmebanehåb har fået skruet lidt ned for kræfterne. Henholdsvis 5 KW færre for Peugeot og 3 KW for Alpine.

Den største forøgelse i antallet af kræfter over 250 km/t finder vi hos BMW og Porsche, der hver har fået 7 KW ekstra, mens Cadillac (5 KW), Ferrari og Toyota (begge 1 KW) også har fået et boost.

Peugeot har den mindst powerfulde bil i Hypercar-klassen. Foto: Julien Delfosse / DPPI

Det betyder alt sammen at Cadillac og Toyota er de mest powerfulde under 250 km/t, mens BMW og Peugeot er de mindst powerfulde op til dén hastighed. Over 250 km/t er BMW og Porsche de mest powerfulde, mens Ferrari og Peugeot befinder sig i den modsatte ende af skalaen.

Tager vi et kig på kampvægten, så er Peugeot den, der er blevet slanket mest. Den franske løve har smidt 8 kg. Ferrari og Porsche har hver smidt 1 kg, som Alpine og Cadillac i stedet har fået. Den nye Aston Martin Valkyrie holder minimumsvægten på 1030 kg, mens Toyota’erne er tungest på 1053 kg.

Nok så interessant er den maksimalt tilladte mængde energi pr. stint, der opgøres i megajoule og fortæller noget om, hvor meget benzin og el holdene må bruge i hvert stint. Her topper BMW og Porsche, der også har fået den største stigning sammenlignet med sidste års 24-timersløb. Modsat har Peugeot færrest MJ at lege med.

Corvette og Ford vindere i GT3

Vender vi blikket mod GT3-klassen, så er det amerikanerne, der ser ud til at være vindere i forhold til sidste års Balance of Performance. Både Corvette og Ford Mustang har fået flere kræfter og færre kilo at slæbe rundt på Circuit de la Sarthe.

Mens Corvetten har smidt 14 kg, så har Mustangen 9 kg færre end i debuten sidste år. Kun Porsche – med blandt andre Michelle Gatting og Iron Dames – har en lettere bil end Mustangen. Porschen vejer ind på 1315 kg.

Porschen er lettest i GT3. Foto: Charly Lopez / DPPI

Den Le Mans-debuterende Mercedes er klassens tungeste på 1360 kg efterfulgt af Lexus med 1354 kg. Lexus har i øvrigt ligesom både Corvette og Ford lavere vægt og flere kræfter end i 2024.

Mercedes må som de eneste til gengæld bruge over 700 MJ energi pr. stint. 718 for at være præcis. Resten af klassen må bruge mellem 694 og 670 med Porsche i bunden af skalaen.

Her finder du BOP’en for Hypercar.

Her finder du BOP’en for GT3.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode