2 min. læsning

Le Mans: Ferrari #50 diskvalificeret efter teknisk kontrol

Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse
Udgivet
Foto
Del artikel

Ferrari har mistet fjerdepladsen, som #50 med Nicklas Nielsen, Miguel Molina og Antonio Fuoco tog i årets Le Mans, for bilen er efter den tekniske kontrol blevet diskvalificeret fra løbet. Det betyder blandt andet at resten af feltet rykker én plads op.

Hertz Team Jotas Cadillac #12 bliver derfor nummer fire og Toyotas #7 ender med femtepladsen. Alpine får desuden begge biler i top 10 og pointene, da de oprindeligt endte som nummer 10 og 11.

Og for konstruktører betyder det også, at Aston Martins #009 rykker frem og tager en tiendeplads for konstruktører, hvorfor bilen nu scorer sine første point.

I forhold til VM er det også ualmindeligt skidt nyt for Ferraris #50 at miste hele Le Mans, for det koster dem 24 point og meget terræn i forhold til de to andre Ferrarier, der henholdsvis scorede 50 og 30 point med sejren og tredjepladsen.

Hvad skete der?

Den tekniske kontrol udtog efter løbet de fire første biler, altså alle tre Ferrarier plus Porsche Penskes #6, der sluttede som nummer to i løbet. Alle andre biler end #50 er frigivet og godkendt, mens man fandt uregelmæssigheder ved hækvingen på Ferrari #50.

Hækvingens støtteben manglede fire bolte, og hvis de mangler, så er bilen ikke i overensstemmelse med, hvordan den er homologeret til reglementet. Dette faktum har Ferraris repræsentant på stedet ifølge WECs note om sagen accepteret og bekræftet.

De løse bolte har omvendt den effekt, at hækvingen kan deflecte, altså give sig mere end tilladt. I reglementet er det helt okay, at en hækvinge kan give sig med op til 15 mm, men i dette tilfælde kunne vingen give sig med 52 mm. Dette har Ferrari også accepteret og ikke protesteret yderligere over. De erkender, at der er sammenhæng mellem de manglende bolte og den øgede fleksibilitet i vingen.

De forklarede også – står der i noten fra WEC – at en mekaniker i forbindelse med sidste stop noterede sig, at der manglede en bolt i støtten ved løbets sidste pitstop klokken 15.23, men at man ikke gjorde noget ved det, fordi man ikke kunne se tydelige ændringer i bilens hastighed. Omvendt har banens stewards noteret sig, at Ferraris #50 faktisk satte sin højeste topfart på omgang 380 af 387.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode