3 min. læsning

Le Mans: Hyperpole-pladserne fordelt – seks danskerbiler med

Kevin Magnussen, BMW, Le Mans. Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse
Udgivet
Foto
Del artikel

Første runde af kvalifikationen til årets 24-timersløb på Le Mans blev som forventet en højspændt affære med meget på spil. For pladserne til Hyperpole, der køres torsdag aften, skulle fordeles i alle tre klasser.

Og lad os starte med dem, der kørte til sidst. Topklassen, Hypercar, var yderst tæt, og det var med nerverne helt ude på tøjet, at de 15 Hyperpole-deltagere skulle findes i det 21-biler store felt.

Ferrari tog hurtigt teten med alle tre racere. Nicklas Nielsen var selv i bilen fra start af den 30-minutter lange session, og han satte Ferrari #50 i en god position.

Også Marco Sørensen var bag rattet i Aston Martin #009. Ham vender vi tilbage til.

Indledende problemer hos BMW

Kevin Magnussen må længe have siddet i pitten og undret sig, og måske blev han endda en smule nervøs.

For Dries Vanthoor legede med ilden. De første tre-fire forsøg fik han slettet på grund af track limits-overtrædelser, og der skulle gå over halvdelen af sessionen, før han fik sat en gældende tid.

Det gjorde han så også med et brag, for belgieren i BMW #15 satte sig solidt på førstepladsen – over et halvt sekund hurtigere end den hidtil bedste tid.

Den røde Toyota skuffede. Foto: Julien Delfosse / DPPI

BMW’en holdt sig dog ikke på toppen, til klokken rendt ud. I stedet tog Cadillacs Alex Lynn i #12 førstepladsen med bare 0,040 sekunder. Tæt!

Både Lynn og Vanthoor var derfor sikkert videre, og i top fire fik de selskab af yderligere to mærker: Ferrari og Porsche.

Nicklas Nielsen fik overladt cockpittet til Antonio Fuoco midtvejs, og italieneren bragte sikkert Ferrari #50 videre til Hyperpole 1 i morgen.

Danskerbilerne med Michael Christensen og Frederik Vesti kom også begge videre takket være Julien Andlauer og Jack Aitken – sidstnævnte fik ellers slettet sin sidste omgang, men han havde mere end den ene, der var nok til top 15.

Tæt på dansk sensation

Porsche Penske fik også den tredje bil med i sidste øjeblik, da Felipe Nasr forbedrede sig i sidste forsøg, og det er her, at vi vender tilbage til Marco Sørensen.

For danskeren var et halvt mulehår fra at levere en mindre sensation i den nye Aston Martin Valkyrie #009.

Han så længe ud til at gå videre på sidste mandat, men da klokken rendt ud, manglede han 0,202 sekunder til Alpines Paul-Loup Chatin.

Sørensen var naturligvis dybt skuffet og ked af det, da Radio Le Mans fangede ham kort efter kvalifikationen, men danskeren kan alligevel glæde sig over indsatsen.

Marco Sørensen, Aston Martin. Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse

Det kan de til gengæld ikke hos Toyota, og da slet ikke i den side af garagen, hvor den røde #7 holder til. For Nyck de Vries kunne ikke følge med og kvalificerede sig endda bag Marco Sørensen.

Også Toyota #8 var markant længere nede i rækkerne end forventet som 11’er.

Hverken Mikkel Jensen eller Malthe Jakobsens holdkammerater kunne få Peugeot #93 og #94 i top 15. De sluttede 18 og 19 foran Protons Porsche og den anden Aston Martin.

Danskerbiler videre i LMP2

I LMP2 gik begge danskerbiler videre i top 12, som her sikrede billet til Hyperpole 1 torsdag.

Pietro Fittipaldi styrede David Heinemeier Hanssons bil #22 ind på femtepladsen, mens Patrick Pilet sikrede en tiendeplads til Michael Jensens #16.

I GT3 røg Iron Dames ud som 19’er.

Le Mans-feltet kører igen klokken 22:00 til midnat til anden træning.

Husk, at du kan følge det hele i Boxengasses liveblog, som du finder øverst på siden.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode