Det er absolut ikke uset, at et langdistanceløb efter en vild åbning godt kan finde sit leje – og det er for så vidt historien om time 2 af årets Daytona.
For mens der var kaos direkte ud af starten, hvilket blev dyrt for en stribe danske håb i LMP2, så faldt der ro på gemytterne i timen, der fulgte. Inception Racing kom ud af time 1 som førende med Frederik Schandorff. De har selvfølgelig været inde, og skiftede samtidigt videre til Brendan Iribe.
Samtidigt faldt der også straffe til en anden frontrunner i GT Daytona, nemlig Antonio Fuocos Ferrari #21, der fik en drivethrough mens bilen var toer i klassen.
Jack Aitken havde også lidt af et intermezzo midtvejs i anden time af løbet, da han på vejen forbi nogle GT-biler blev klemt af banen og kørte over græsset – men tilsyneladende uden videre problemer. Men en lidt dyr start for briten, der ellers kom godt fra land og siden blev sat tilbage af en straf i løbets første time.
Men ude foran holder Porsche stand i GTP med Kevin Estre foran Felipe Nasr, mens LMP2 føres af en danskerbil i form af Christian Rasmussens AO Racing-bil, der køres af PJ Hyett i øjeblikket.
Hurtigt overblik over de danske biler
GTP
P7 – #25 Kevin Magnussen
P8 – #31 Frederik Vesti
P11 – #23 Marco Sørensen
LMP2
P1 – #99 Christian Rasmussen
P7 – #83 Nicklas Nielsen
P10 – #11 David Heinemeier Hansson
P11 – #04 Malthe Jakobsen
P13 – #2 Mikkel Jensen
GTD
P6 – #70 Frederik Schandorff
P11 – #44 Nicki Thiim
P13 – #12 Benjamin Pedersen