Hvis der er stor fest i Liege og omegn i aften, så er der en god grund til det. BMW sikrede her til aften den første, store gevinst med den nye sportsvognssatsning i Hypercars, da det blev til 1-2-sejr på Spa-Francorchamps.
René Rast, Sheldon van der Linde og Robin Frijns tog sejren med en skarp strategi, og fik på podiet følgeskab af søsterbilen med Kevin Magnussen, Dries Vanthoor og Raffaele Marciello. Et stort gennembrud for det tysk/belgiske samarbejde, mener Rene Rast:
– Det er virkelig en utrolig følelse at stå her som vindere af et løb i WEC. Det er indtil videre en kulmination på to-tre års arbejde fra vores side, og havde nogen sagt i morges, at vi ville vinde på den her måde, så havde jeg ikke troet på det. Men vi vandt, vi fik en 1-2 og bilen fløj bare. Vi havde hele tiden pace og kunne sætte et egentligt fejlfrit løb sammen. Det er også første gang i rigtig mange år, at BMW vinder et VM-løb, så det er virkelig store sager.
Sejren blev samtidigt også Sheldon van der Lindes første – og gjorde ham til den første sydafrikanske vinder af et løb i WEC.
BMW Motorsport-direktør Andreas Roos var også med:
– Vi har godt nok noget at fejre her. Vi havde måske håbet, at vi havde kunnet få programmets første sejr allerede sidste år, men man kan kun være taknemmelig for den kæmpe indsats, som alle i BMW og Team WRT har ydet for at få os hertil. Det har været hårdt arbejde, så når tingene falder ud på den her måde, så er det jo en stor bekræftelse af, at vi har nået et nyt gennembrud for projektet.