16 gange lagde Circuit de Reims-Gueux i hjertet af Champagne-regionen asfalt til det franske grandprix, og to gange var 12-timersløbet på banen en del af World Sportscar Championship – datidens svar på FIA WEC.
Den ikoniske højhastighedsbane vest for Reims kunne hamle op med Le Mans, den gamle Spa-Francorchamps og AVUS, når det handlede om fart – og det var alt, det handlede om dengang.
Fra etableringen i 1926 til det sidste ræs i 1972 var Reims-Gueux arena for flere legendariske racerløb og nærmest mytiske historier, og banen var alle år en af de vildeste og farligste på kalenderen.
Og du kan – næsten – opleve det hele ved at slå et smut forbi på vejen fra Danmark til Le Mans. Det er en kæmpe anbefaling herfra.
Trekantsdrama
Selvom byens borgmester i 1972 havde store planer om at lukke banen og jævne alt med jorden, så lykkedes det heldigvis hans efterfølger at rette op på den forfærdelige beslutning. Derfor kan du i dag se resterne af pitgaragerne, kontroltårnet og hovedtribunen på det, der i dag er hovedvej D27.
Med sponsorlogoer som Esso, Castrol, Firestone, Total, Shell, Dunlop og mange flere malet på de gamle bygninger er det let at forestille sig en svunden tid, hvor Stirling Moss, Juan Manuel Fangio, Alberto Ascari, Tazio Nuvolari, Graham Hill og Jack Brabham blandt mange andre legendariske navne kørte ræs på den trekantede bane.
For det var nærmest bare en trekant på omkring otte kilometer. To enorme langsider – fik vi sagt, at topfart og slipstream betød alt? – forbundet af en tredje, lidt mere snørklet del på det, der i dag er D26.
Hovedtribunens tre sektioner er opkaldt efter tre af datidens helt store franske racerkører, der brillerede fra 1930’erne og igen efter krigen i slutningen af 1940’erne og ind i 1950’erne.
Raymond Sommer, Jean-Pierre Wimille og Robert Benoist. Tre kørere, der også alle har vundet 24-timersløbet på Le Mans.
Men Circuit de Reims-Gueux forbindes måske især med en af de mest tragiske og mytiske ulykker i Formel 1-historien.
I 1957 havde italienske Luigi Musso været Ferraris bedste i VM, mens han netop på banen i Reims havde vundet Grand Prix de Reims, der ikke talte som en del af VM-serien.
Året efter var han og hans to britiske Ferrari-holdkammerater Mike Hawthorn og Peter Collins ikke ligefrem perlevenner af forskellige årsager. Blandt andet fordi de to briter eftersigende delte deres præmiepenge med hinanden men ikke med Musso.
Da Frankrigs Grand Prix i 1958 blev kørt på Reims-banen var italieneren i stor gæld, og derfor var han vild efter at vinde løbet med sæsonens største pengepræmie.
Hawthorn lagde sig hurtigt i front med en jagtende Musso, men da duoen kørte ind på løbets tiende omgang gik det grueligt galt.
Luigi Musso bragede af banen i sving 1, Courbe du Calvaire – som i dag med en rundkørsel forbinder D27 og D26. Bilen endte i grøften og Musso blev slynget ud med fatale kvæstelser til følge. Han døde senere samme dag, blot 33 år gammel.
Hawthorn endte med at vinde løbet og siden også VM-titlen i 1958.
Netop løbet i 1958 viste sig også at være den femdobbelte verdensmester Juan Manuel Fangios sidste løb i Formel 1.
Århundredets løb
Fangio og Hawthorn var også hovedpersonerne i det, der i 1953 blev opkaldt ‘Århundredets løb’. Et løb, der kan få selv nutidens slipstream-fest til Indy 500 til at se fesen ud.
For Maseratis Fangio og Ferraris Hawthorn skiftedes til at føre løbet – og slå hul i vinden – flere gange på hver omgang gennem alle 60 udmattende omgange og det i alt 500 kilometer lange løb af små tre timers varighed.
Et mulehår bag dem lå Ferraris Alberto Ascari og Maseratis José Froilán González i en nærmest identisk duel.
Maseratis A6GCM havde højere topfart, mens Ferraris Tipo 500 havde bedre acceleration og bremser.
Med andre ord opskriften på en episk kamp, som Mike Hawthorn endte med at vinde foran Fangio og González. Blot 1,4 sekunder adskilte top tre, mens Ascari endte 4,6 sekunder efter vinderen som nummer fire.
I 1961 var banen igen ramme for historieskrivning, da Giancarlo Baghetti blev den første og fortsat eneste nogensinde til at vinde sin F1-debut, hvis man – som man bør i netop dén statistik – ser bort fra historiens første F1-løb og Indy 500, der dengang talte med i VM, men var stort set isoleret fra resten af mesterskabet hvad angår deltagende kørere.
Det sidste Formel 1-løb på banen blev vundet af Jack Brabham i 1966, men de følgende år vandt store navne som Jochen Rindt, Jackie Stewart og Francois Cevert F2- og F3-løb på banen, inden banen i de sidste tre år af sin levetid kun lagde asfalt til motorcykelløb.
Så sent som i 1996 blev der dog kørt en form for ræs på landevej D27, da den lokale motorcykellegende Bruno Bonhuil satte en vaskeægte verdensrekord. 205 km/t på en specialbygget elektrisk motorcykel. Han døde som 45-årig i en ulykke på Macau i 2005, og siden har man ved Reims æret hans minde med to plakater i en af garagerne i den gamle pitbygning.
12-timersløbet for sportsvogne på Reims-banen blev kørt i alt ni gange, men særligt i 1964 og 1965 var det et af sæsonens helt store løb som en del af datidens FIA WEC. Begge år vandt Ferrari – først Graham Hill og Jo Bonnier i en Ferrari 250 LM og året efter Pedro Rodríguez og Jean Guichet i en Ferrari 365 P2.
Slår du vejen forbi og mærker historiens vingesus, er du måske endda lige så heldig som Boxengasse og oplever et impromptu biltræf, mens du er der. Ellers ser du helt sikkert bilister, der lige gasser op, når de kører forbi, som var det stadig den dag i dag en racerbane.
