2 min. læsning

Midnat på Le Mans: Katastrofe for Kevin Magnussen

Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse
Udgivet
Foto
Del artikel

Le Mans 2026 har passeret midnat, og dermed er otte af 24 timer tilbagelagt.

Samtidig er løbet begyndt at kræve sine første ofre – heriblandt Kevin Magnussens BMW #15, der fik en ordentlig omgang tæsk kort før klokken 22.

Bilen er fortsat med i løbet, men Raffaele Marciello, som aktuelt er bag rattet, er fem omgange efter løbets førende Toyota #8.

Uheldet indtraf, da Dries Vanthoor skulle forbi DKR Engineerings LMP2-racer i udgangen af Porsche-kurven. Her var der kontakt, hvilket rev et stykke af højre bagende af BMW’en.

Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse

Samtidig resulterede det i en punktering, men det blev åbenbart opdaget for sent, for Vanthoor kørte forbi pitten og begyndte næste omgang. Men ned ad Mulsanne-langsiden løsnede dækket sig fra fælgen, hvilket blot gav endnu større skader på karrosseriet.

Vanthoor humpede tilbage til pitten med et stort tidstab, og det blev endnu større, da mekanikerne kom på arbejde og skiftede hele bagenden på raceren. For et stykke af den ene af de fire stifter, der holder bagenden fast i gearkassen, sad fast, og det tog tid at få ud, så den nye bagende kunne sættes på plads.

John Farano i DKR #3 fik en drive through-straf for sammenstødet.

Siden har BMW’en også været en tur helt inde i garagen. Om det er et relateret eller nyt problem er uvist.

Bedre går det for den tidligere Le Mans-vinder Nicklas Nielsen og Ferrari #50, der indtager femtepladsen og er klart bedste danske bud på et godt resultat i Hypercar.

Danskeren er selv i bilen her ved midnat, hvor vi i øvrigt har fået løbets første safetycar takket være GT3 Ferrarien med nummer 54, som for kort tid siden kørte i gruset.

Marco Sørensen og Malthe Jakobsen er også på banen som 15’er og 16’er.

Theodor Jensen med fremme i LMP2

Le Mans-debutanten har overstået sine første tre sints, og han var meget tilfreds, da han kom ud af pitten. Hør et friskt interview med Theodor Jensen her.

CLX-teamet har længe ligget i top fire, men i forbindelse med safetycaren er de faldet til sjettepladsen.

Foto: Andrea Lorenzina / DPPI

Det unge lineup er dog fortsat den bedstplacerede danskerbil. Jack Doohan i David Heinemeier Hanssons bil er nummer otte, mens Mikkel Jensen er 11’er for United Autosports.

Michael Jensen og APR #25 er 14’er.

I GT3 er Conrad Laursen endelig kommet bag rattet hos Kessel Racing. Han har kørt bilen helt op som 10’er i klassen. Benjamin Goethe er 18’er.

To biler – begge i GT3 – er udgået af årets Le Mans. 13 Autosports Corvette og Iron Lynx’ Mercedes #61.

Liveblog – Følg Le Mans 2026 her

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så er du altid opdateret!

Bag artiklen

Lyt med på seneste episode