Malthe Jakobsen skal ikke vænne sig til noget nyt startnummer i denne sæson, for han fortsætter i år i Peugeots #94. Det er den danske vinkel på Peugeots præsentation af sammensætningerne af holdet til 2026 her til eftermiddag.
Lineuppet i #94 bliver derfor også en direkte fortsættelse af dét, som det franske hold kørte sidste års sæsonfinale med i Bahrain, for her trådte Théo Pourchaire til som ny mand i #94 ved siden af Malthe Jakobsen og Loic Duval, og det er præcis den trio, der fortsætter nu.
Omvendt er Stoffel Vandoorne – som Pourchaire overtog pladsen i #94 fra – ny på #93 sammen med Paul di Resta og Peugeots nyeste signering i form af Nick Cassidy.
Teamchef Olivier Jansonnie forklarer:
– Loic og Paul er stærke støtter i teamet og de to bliver ankermænd for hver deres trio. Begge hold udgør en optimal balance af stærkt startende kørere og kvalifikationskørere. Strukturen er én, vi har valgt med et langt sportsligt perspektiv in mente, og giver os to trioer, der er godt gearet til det, som venter os i WEC.