FIA WEC’s Hypercars er aktuelt bygget på to platforme – LMH og LMDH. Det var oprindeligt et tiltag, der skulle åbne for at biler fra WEC og IMSA kan køre sammen – og nu er man klar til at tage næste skridt i retning af et samlet og fælles reglement fra 2030.
Oplægget er på sin vis meget af det samme, men man vil forene de to kategorier til ét samlet reglement. Her bliver alle biler baghjulstrukne og får lidt mere power. Og i forhold til konstruktion og design, så vil man integrere brint som en ny energikilde, og man vil forsøge at kontrollere omkostningerne med en fem år lang homologering af bilerne.
Den store nyhed er til gengæld brint og den nye H2 Hypercar, som vil køre på brint og have en minimumsvægt på 1,2 ton, men også equivalence of technology, altså vil man sigte efter at brintbiler og konventionelle biler kan kæmpe på lige grundlag.
Derudover er det nu fast, at Asian Le Mans Series vil få Hypercars, og på det mere praktiske plan, så præsenterede man også visionen for en ny hovedbygning på Le Mans, hvilket vil give bedre infrastruktur og lægge op til nye tankanlæg til brinten.