Motorsport var ikke planen – men Lasse fandt drømmejobbet i Formel 1

Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse.dk

I den kommende weekend vender F1 tilbage til banerne efter en langvarig pause på grund af coronavirus. Samtidigt bliver weekendens Grand Prix i Østrig også debutløbet for den seneste dansker i F1, Lasse Sigaard Weichert.

Det er kulminationen på en stribe hektiske år, for siden engang først i 2014 har de fleste af døgnets vågne timer handlet om motorsport for 25-årige Lasse Sigaard Weichert. Dengang kastede den viborgensiske mekaniker sig for første gang ud i motorsporten – og siden har han ikke set sig tilbage.

Og det i en så stor grad, at han i optakten til denne sæson satte sin underskrift på en kontrakt med Alfa Romeo Racing ORLEN i Formel 1.

Egentligt skulle Lasse Sigaard Weichert ikke have tid til at møde Boxengasse til en snak om livet i Formel 1 på en søndag formiddag i Viborg – men sådan endte det, da coronavirussen satte en stopper for Australiens Grand Prix og sendte alle mand fra Hinwil i Schweiz hjem på en ufrivillig orlov.

Heldigvis er der nu udsigt til, at drømmen og målet om Formel 1 kan blive indfriet, for Lasse er tilbage på jobbet, og i weekenden går det langt om længe løs i Østrig.


Til gengæld åbnede den noget særprægede situation omkring coronavirus for lejligheden til at lave dette interview. Det er nemlig først og fremmest historien om en ung mekaniker, som har satset 100 procent på sin drøm og arbejdet i tusindvis af timer for at opnå den – og så er det frem for alt historien om manden, der aldrig nogensinde gav op. Så næste gang du ser Kimi Raikkonen eller Antonio Giovinazzi køre i pit – så hold øje med højre bagdæk – det er Lasse, der tager det af.

Sæsonen fik en ufrivillig afbrydelse, inden den sådan rigtigt kom i gang for Lasse Sigaard Weichert og hans nye arbejdsgiver, Alfa Romeo Racing ORLEN. Men nu går det snart løs – Østrigs GP venter. Foto: Niklas Majgaard/Boxengasse

Motorsport var ikke min plan

Til trods for, at Lasse Sigaard Weichert i dag kan kalde sig fuldtidsprofessionel racermekaniker på sportens fornemste scene, så var det så sent som for fem år siden ikke noget, der lå i kortene:

– Det var ikke min plan, at jeg skulle ende i motorsport. Jeg var en smule i tvivl om, hvad jeg egentlig ville uddanne mig til, men jeg endte med at tage uddannelsen som mekaniker hos Mercantec her i Viborg. Det gik fint, og jeg fandt mig hurtigt til rette med teknikken. Men racing var langt væk, og det var slet ikke noget, jeg havde i kortene. Altså indtil den dag, Per Eriksen tog fat i mig, og spurgte, om det ikke var noget for mig. Han kunne se, at jeg ville kunne gøre en forskel i motorsport, og han skabte forbindelsen, der skulle til, forklarer Lasse Sigaard Weichert.

Forbindelsen, som Per Eriksen skabte, var også lokal. Lasse Sigaard Weichert kom med på det team i DS3 Cup, som var snublende tæt på at sikre Jacob Kallestrup mesterskabet tilbage i 2014. Titlen glippede det år, men det blev vejen ind:

– Jeg var vild med konkurrenceelementet lige fra start. Jeg arbejdede også for Citroën udenfor motorsporten på det tidspunkt, og der konkurrerede vi jo på kundetilfredshed og så videre. Men jeg kunne godt mærke, at det på racerbanen kunne noget helt særligt – og det har helt klart drevet mig frem.

Det løftede et par øjenbryn, da vi begyndte at vinde løb. Det var super fedt for mig, for det var en helt åben opgave hver eneste dag på værkstedet – bilerne skulle bare være klar til løbet. Det er vel i grunden det, jeg synes er fedest ved mit job. Det er, at du altid leder efter de helt rigtige, små tricks til at gøre bilen bedre.

Fra Viborg til Schweiz

Indsatsen i Danmark fortsatte med Viborg-teamet i 2015, hvor Jacob Kallestrup tog turen videre i Danish Supertourisme. Men udlandet trak i Lasse Sigaard Weichert, som i løbet af 2015 tog beslutningen om, at drømmen var værd at satse 100 procent på.

– Det var en beslutning, som tog lidt tid, men jeg kan huske, at jeg talte med min bror om det. Han er journalist den dag i dag, og omvendt, så kæmpede jeg en del med særligt engelsk i skolen. Men vi blev enige om at give det et forsøg, så vi sendte henvendelser ud til en stribe teams i Formel 4 i Tyskland. Tre teams svarede….. To sagde nej, og så var der Jenzer Motorsport i Schweiz. De sagde, at de havde plads – og ét positivt svar var jo nok, konstaterer Lasse tørt.

Opsat på at komme ind i varmen hos det schweiziske team tilbød Lasse, at han gerne ville arbejde gratis i tre måneder mod at teamet stod for husly. Så kunne parterne se hinanden an i det, der blev en stor omvæltning for Lasse.

– Alt var jo nyt. Jeg havde aldrig boet alene, det var et nyt sprog, nyt land, at lave mad selv og så videre. Tiden gik og Jenzer bød ind med, at jeg kunne få jobbet.

Men ikke nok med det – der fulgte også en dygtig kører med:

– Det blev endda fulgt op med, at jeg fik en rigtig god kører i form af Job van Uitert at arbejde sammen med i 2016. Suset i at vinde med ham var så mega fedt. Jeg var alene på hans bil, og der var bare høj klasse at kunne gå fra at have rendt rundt på et normalt autoværksted til pludselig at stå dér, hvor jeg egentlig gerne ville være.

Nørderi og brandslukkere

Makkerskabet med hollænderen blev hurtigt stærkt, og duoen markerede sig særdeles positivt i den første sæson i F4 i Italien, og kørte sideløbende også i den tyske serie. Året efter, i 2017, kronede Job van Uitert samarbejdet med sølv i F4 Italy. Men først og fremmest, så gav de første to år hos Jenzer Motorsport den ballast, som Lasse ledte efter.

– Det løftede et par øjenbryn, da vi begyndte at vinde løb. Det var super fedt for mig, for det var en helt åben opgave hver eneste dag på værkstedet – bilerne skulle bare være klar til løbet. Det er vel i grunden det, jeg synes er fedest ved mit job. Det er at du altid leder efter de helt rigtige, små tricks til at gøre bilen bedre – og når du som hos Jenzer så faktisk får tiden til at nørde, så bliver det sjovt, siger han med et smil – og afbryder sig selv:

– Ej, der er en ret fed historie, du lige skal have med…. I F4 er der jo indbyggede brandslukkere i bilerne, men de brandslukkere kan af og til selvudløse. Vi oplevede det en gang på Monza, lige som bilerne var på vej ud til opvarmningsomgangen. Jeg skyndte mig at råbe, at vi skulle bruge det og det værktøj – og på grund af, at vi netop havde nørdet sådan noget helt ned i detaljen hjemme på værkstedet, så lykkedes det os faktisk at få skiftet slukkeren inden løbet startede. Så kunne vi starte fra pitten og stadig redde nogle point, husker han.

Jobbet ved Jenzer Motorsport har givet Lasse lidt af et speciale i gearkasser. Den dag i dag er han ellers i en mere all-round rolle hos Alfa Romeo, men specielt i F4 og F3 blev gearkassen et speciale – og det er en viden, der er fin at have med videre:
– Det fine ved gearkasser er, at det er så små tolerancer, du arbejder med. Én my det rigtige sted giver rigtig meget. Det var noget, vi rodede rigtig meget i hos Jenzer.

Jeg spurgte, om han kunne hjælpe mig med at få en jobsamtale med et F1-team. Det var en kæmpe skuffelse, da Andreas sagde “Sådan fungerer det altså ikke, Lasse…”

Stort pres

I 2018 tog Job van Uitert videre til sportscars, mens Lasse fortsatte hos det schweiziske team. Målet var Formel 3, og det blev også en realitet – og Lasse endte året som førstemekaniker i F3, mens han i 2019 delte tjansen med sine kolleger. Men målet var F1, og det var ved at være tid til, at Lasse Sigaard Weichert ville prøve at høste frugten af sit hårde arbejde hos schweizerne.

– Jeg kan huske, at jeg kiggede på, hvordan andre havde taget springet. Jeg ville ikke ud i at have kæmpet i fire år i F4 og F3 uden at det gav noget mere. Andreas Jenzer, (teamchef for Jenzer Motorsport, red.), anerkendte mit arbejde og sagde, at jeg var god nok til F1. Jeg var helt oppe at flyve over det.

Men anerkendelsen var ikke nok til en kontrakt:

– Så gik der lidt – og jeg spurgte, om han kunne hjælpe mig med at få en jobsamtale med et F1-team. Det var en kæmpe skuffelse, da Andreas sagde “Sådan fungerer det altså ikke, Lasse…”, fortæller han og fortsætter:

– Men jeg prøvede igen, og til sidst bøjede Andreas sig. Han ville tage fat i Alfa Romeo. Jeg mødtes med dem, og det gik rigtig godt. Derefter gik der en rum tid. Men jeg kan da sige så meget, at vi fik åbnet en flaske champagne, den dag mailen landede, siger Lasse med et smil.

Allrounderen

Alfa Romeos indsats i F1 tæller fem mand på hver bil. Alle opgaver er nøje fordelt. Det er en front man, som står for fronten af bilen og pedalerne. Så er der en motoransvarlig. En tredje står for gearkasse og vinger, mens der er en overordnet chefmekaniker samt en udsendt fra Ferrari som er Alfa Romeos leverandør af motorer og gearkasser i F1.

Men til i år er der kommet en ekstra rolle – chefmekanikeren skal have en rolle, som samler opgaverne mere – og det efterlod behovet for en sjette mekaniker, som har en generel funktion over bilen. Det er Lasse.

– Det er super godt for mig, at rollen er all round, og at jeg får lidt af alt. Men det gav da lige lidt stof at sætte sig ind i, og jeg har brugt en del tid på hybridsystemet i bilen. Jeg skulle jo være på fra start, så det var en stor opgave at finde ind i det hele.

Lasse og resten af holdet har netop fået lov at vende tilbage til fabrikken i Schweiz – og nu er der revanche for turen til Australien. Det er selvsagt noget, som viborgenseren ser frem til i spænding:

– Det var forfærdeligt at få den besked i Australien. Vi fik en mail midt om natten. Da havde vi allerede taget hele turen derover og arbejdet for fuld skrue i tre dage for at blive klar. Det var noget af en skuffelse – men nu kan vi heldigvis snart komme i gang.

Afslutningsvist har Lasse Sigaard Weichert et råd til de, der måtte have mod på at gå efter en plads i Formel 1:

– Jamen, hvad skal der til… Der skal hårdt arbejde til i hvert fald. Du skal virkelig ville det. Du kommer ikke sovende til en plads i F1, så det skal virkelig være sådan, at man holder af sporten og gør det mere til en livsstil end noget andet. Det er 10-12 timer hver dag, afrunder han.

Giv os gerne et like på Facebook og følg vores gruppe Nyt om Motorsport – så får du altid det nyeste!

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: