Det er for alvor tid til de store langdistanceløb! I næste uge venter Le Mans, og ugen efter den franske klassiker er der Nürburgring 24h.

Begge afvikles under ret særlige forhold i år. Begge løb er blevet udskudt grundet corona, og begge løb bliver uden tilskuere.

Annonce:

Det er samtidigt en travl tid, der venter for Michael Christensen og Mikkel Jensen, som hver især skal køre begge løb. Christensen først for Porsche i GTE Pro og dernæst N24 i SP9-klassen med GT3-racere for Frikadelli Racing Team, mens Mikkel Jensen tager fra sin Le Mans-debut i LMP2 med russiske G-Drive Racing og videre til BMW-teamet Walkenhorst i SP9/GT3.

I alt er seks danskere til start – udover Mikkel Jensen og Michael Christensen er det Henrik Bollerslev (#420 Four Motors Porsche Cayman GT4 i AT-klassen for alternative brændstoffer), Kristian Jepsen og Jan Sørensen (#53 Giti Tires by WS Racing Audi R8 GT4 i SP8-klassen) og Nicolaj Møller Madsen (#75 Allied Racing GmbH Porsche Cayman GT4 Clubsport MR i SP10-klassen).

Deltagerlisten er med 102 deltagere noget mindre end i fjor, hvilket utvivlsomt kan tilskrives coronapandemiens økonomiske konsekvenser. Til sammenligning var der sidste år 160 deltagere i Tysklands største langdistanceløb.

Du kan se hele listen her:

Teilnehmer 2020

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar