Intercontinental GT Challenge blev i år en lidt for kort affære grundet coronalockdown i blandt andet Australien – men med søndagens pressemøde hos SRO står det klart, at løbet gerne skal tilbage på kalenderen i 2022 efter en ufrivillig pause på nu to år.

Her er det intentionen, at Intercontinental GT Challenge – det internationale GT3-mesterskab under SRO – skal starte på den legendariske, australske bane. Det bliver samtidigt en super pakket weekend for os sportscarfans, for IGTC kører nemlig Bathurst samme weekend (18-20. marts) som der også er 12 Hours of Sebring i IMSA og 1000 Miles of Sebring i FIA WEC. Det såkaldte Super Sebring.

Annonce:

SRO-chefen Stephane Ratel forklarede på konferencen, at man har valgt den lidt senere dato i marts mod normalt februar for at give holdene bedre forberedelsesmuligheder, samtidigt med at Australien fortsat er hårdt ramt af lockdowns. Men til marts håber Ratel og resten af SRO på mere normale tilstande.

I kalenderen følges Bathurst af kronjuvelen hos SRO, Totalenergies 24 Hours of SPA, inden turen til næste efterår atter går til Indianapolis og Kyalami. Dermed har SRO til 2022 set bort fra Japan, som ellers plejer at være et traditionelt stop til 10-timersløbet på Suzuka – ligeledes grundet den aktuelle situation med indrejse til Japan.

Derudover var der også et par andre interessante nyheder på konferencen. Pirelli kommer med nye compounds i dæk til SRO’s GT2, GT3 og GT4-serier i 2022, og så er der en lækkerbisken i vente for alle de, der tager turen til 24 Hours of SPA i 2022. SRO vil nemlig markere 30-års GT Racing sammen med Peter Auto, der normalt også står bag løbene med historiske biler, der er i optakten til Le Mans såvel som Le Mans Classic. Det kunne love meget godt for et gensyn med nogle af de gode gamle GT1-racere.

2022-kalender Intercontinental GT Challenge:
18-20. Marts – Bathurst 12 Hours
29-31. Juli – TotalEnergies 24 Hours of Spa
8-9. Oktober – Indianapolis 8 Hours
26-27. November – Kyalami 9 Hours

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Leave a Reply