Den første af de store endurance-klassikere er over os. I weekenden går det løs med Daytona 24 Hours, og vanen tro indledte kørerne januar med testweekenden Roar before the 24 at Daytona. Testweekenden i uge 1 giver traditionelt et lille fingerpeg om styrkeforholdet, men som det traditionelt er med IMSA Weathertech Sportscar Championships længste løb i kalenderen, så er der mange variable. Trafikken er intens, natten på Daytona er lang, og der kan altid komme en safetycar.

Og så er der balance of performance, som – had det eller elsk det – også altid kan blive en afgørende faktor.

Annonce:

Roar before the 24 gav et par overskrifter undervejs – en af de mere bemærkelsesværdige er, at bilerne i år har pace til at sætte rekordomgange i flere klasser. Således blev alle tiders rekord på Daytona slået, og i GTLM blev der også sat en rekordomgang på lørdagens sidste timer.

Set med danske briller kan vi i hvert fald lære det af testweekenden, at Corvettes efterhånden pensionsmodne C7R fortsat har det i sig. I hvert fald rundede Jan Magnussen og Corvette lørdagens 15 minutters kvalifikationssession – der dybest set blot afgører, hvem der kan få den bedste pitbox – at der er krummer i Corvetten. Faktisk satte Magnussen den hurtigste GTLM-omgang, der nogensinde er kørt på Daytona i tiden 1.42.651.

Hvad angår prototyperne, så blev der faktisk også sat en uofficiel rekord her. Mazda Team Joests Oliver Jarvis smed nemlig en vanvittigt hurtig omgang i DPI-prototypernes 15 minutters afsluttende session i 1.33.398. Det topper alletiders rekord på Daytonas infield-layout, som faktisk stammer helt tilbage fra 1993. Her kørte PJ Jones en 1.33.875 i en All American Racers Toyota Eagle MkIII.

Også i GTD landede den hurtigste tid hos et team med dansk islæt. Christina Nielsen er til Daytona ude i en for hende ny bil, da hun stiller op for Meyer Shank Racing Acura. Acura-teamet er til start med et rent kvindeligt kørelineup i form af Christina Nielsen, Katherine Legge, Ana Figueiredo, Jackie Heinricher og Simona di Silvestro.

Christina Nielsen og resten af Acura-teamet fik en god start på 2019, da Ana Figueiredo satte det, der umiddelbart var kvalifikationens næstbedste tid. Den blev imidlertid byttet til en toptid, da Dominik Baumann og P1 Motorsports Mercedes blev frataget deres tider. Det blev de, idet Dominik Baumann er klassificeret som guldkører – men i kvalifikationen må de forskellige teams i GTD kun bruge kørere med sølv- eller bronzerating.

Deltagerlisten og retrofarverne er klar

Resultaterne fra Roar before the 24 er naturligvis kun et fingerpeg. Det helt rigtige styrkeforhold må vi vente til race week med at få. Til gengæld er der lidt andre nyheder at samle op, inden det går løs lørdag den 26. januar.

Deltagerlisten med i alt 47 biler er netop blevet offentliggjort, og kan hentes her:
IMSA: iwsc_-_rolex_24_pre-event_entry_list

En anden nyhed, eller rettere flere nyheder, er, at en stribe teams er gået i rent retro-humør. Porsche satte trenden i fjor med ‘The Pink Pig’, der vandt Le Mans med Michael Christensen bag rattet, samt en Rothmans-inspireret bil.

Men amerikanerne har også al mulig grund til at gå i retrohumør i år, for 2019 markerer nemlig 50 år med IMSA i USA. Det har flere af de amerikanske teams taget op, og således får vi retromaling at se fra en hel stribe teams. Det er først og fremmest Ford Chip Ganassi Racing, der har kigget lidt mod tidligere tiders bemalinger fra Castrol og Motorcraft.

Foto: Ford Performance / Ford Team Ganassi Racing

Samtidigt har Acura Team Penske også har kigget tilbage i tiden og stiller med to DPi-racere i 90’er-bemaling. Her har man taget udgangspunkt i de farver, der markerede Acuras tredobbelte mesterskab i IMSA fra 1991 til 1993:

Illustration: Acura Team Penske

Et andet team, der også har hentet 90’er-farverne frem fra skabet, er CORE Autosport. Nissan-teamet har nemlig ladet sig inspirere af Nissans legendariske Gruppe C-racere. Farverne har direkte forbindelse til den GTP ZX-Turbo, der vandt tre konstruktørmesterskaber i rap fra 1989 til 1991, ligesom Nissans vindende R91CP fra Daytona i 1992 også havde denne bemaling.

Illustration: CORE Autosport

Endelig er Team Riley også ude i bagkataloget og har skabt en ret opsigtsvækkende Wynn’s-sponsoreret Mercedes AMG GT3. Det passede nemlig så fantastisk sammen, at Wynn’s, der producerer additiver, blev grundlagt i 1939. Dermed er der også et 80-års jubilæum at fejre med Mercedesen, som i løbet skal køres af Jeroen Bleekemolen (NL), Ben Keating (USA), Luca Stolz (DE) og Felipe Fraga (BRA).

Foto: Jeroen Bleekemolen på Twitter/Riley

Endelig har Starworks Motorsport også meldt sig på banen med en retrobil – et lille kig tilbage til den fantastiske Audi 90 Quattro GTO:

Her kan du se med:
IMSA sender løbet live i fuld længde på https://imsatv.imsa.com/.

Løbet sættes i gang lørdag aften dansk tid – det sker klokken 20.35. Inden da er der optakt og supportklasser, mens du kan se kvalifikationen torsdag fra klokken 21.35.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar