Audi meldte sent i går ud, at man vil revurdere sit motorsportsprogram, og at man som følge af dette ikke vil fortsætte sit engagement i DTM efter 2020. Det efterlader et DTM, hvor kun BMW er tilbage som den store spiller i Tyskland – og unægteligt lidt af et hovedbrud for seriens fremtid.

Audis ledelse har efter eget udsagn truffet beslutningen på baggrund af flere elementer. Dels er det Audis fremtidige mål at blive udledningsneutrale – herunder at mærket satser på at generere 40 procent af sin omsætning på elektriske og hybridbiler i 2025 – og dels er det sket i lyset af den økonomiske krise, som Corona-pandemien har sat i gang.

Annonce:

Det betyder, at Audis indsats fremover vil fokustere på Formula E samt Audis store segment for customer racing, hvor private teams driver GT3 og GT4. Samtidigt har Audi også lavet en R8 til det kommende GT2-format.

Markus Duesmann, bestyrelsesformand i Audi AG, siger i en udsendt pressemeddelelse følgende:
– Audi har formet DTM, og DTM har formet Audi. Det demonstrerer hvilke kræfter motorsport har rent teknologisk og følelsesmæssigt. Den energi vil vi tage med os videre til at skabe sporty, elektriske biler fremadrettet. Det er derfor vi også fokuserer vores indsats på racerbanen for systematisk at kæmpe for morgendagens Vorsprung durch Technik. Der er Formula E attraktiv for os nu, og for at komplimentere den, så leder vi videre efter andre, progressive motorsportsformater til fremtiden.

Audi forlader DTM med 23 mesterskaber – herunder 11 kørertitler i bagagen. Audi skriver videre i pressemeddelelsen, at man håber at kunne fortsætte med en solid 2020-sæson og at man kan få lov at sige farvel til DTM’s mange fans på en god måde.

– Vi håber denne svære situation snart vender, og at vi vil kunne køre et par løb i DTM i år. Alle fans fortjener det, og det samme gør ITR, vores kørere såvel som teams og samarbejdspartnere, som nu vil have god tid til at repositionere sig til tiden efter i år. Succesfuld motorsport er og vil fortsat være en afgørende del af Audis DNA, siger Hans-Joachim Rothenpieler, member of the board for development i Audi.

Hvor efterlader det DTM?

DTM er unægteligt ude i en svær situation efter denne udmelding fra Audi. Mercedes sagde farvel efter 2018, og Aston Martins indsats med R-Motorsport fik ende efter én sæson. Nu er også Audi væk, og det efterlader aktuelt BMW som eneste producent i serien.

I en pressemeddelelse siger Gerhard Berger, som er direktør i ITR – paraplyorganisationen, som DTM er under, følgende:

– I dag er en svær dag for motorsport i Tyskland og på tværs af Europa. Jeg ærgrer mig over Audis beslutning. Mens vi respekterer beslutningen, så efterladet det på kort sigt os, ITR, samt vores partnere BMW, og vores teams for en række udfordringer, siger Berger og fortsætter:

– Beslutningen forværrer situationen for os, og DTM’s fremtid hænger nu på, hvordan vores partnere og sponsorer reagerer på det. Uanset, så forventer jeg, at Audi vil gennemføre deres exit på en god og ansvarlig måde. Min egen indsats fokuserer på året, vi er i gang med, og på at give vores hundredtusinder af fans en god og konkurrencedygtig sæson. men så snart det er muligt, så vil vi sikre vores teams, sponsorer og alle, hvis jobs afhænger af DTM.

DTM planlægger at åbne 2020 på Norisring den 10-12. juli.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar