Casper Røes kom hjem til Danmark med international Formel-erfaring i bagagen, da han i 2018 debuterede i den danske Super GT-serie.

Nu er der imidlertid en ny, international mulighed på plakaten – i hvert fald var det fynske talent i den forgangne uge i Italien for at prøve kræfter med en Lamborghini Huracán Super Trofeo-racer på Cremona Circuit i Italien.
En test, der umiddelbart gik godt, men også en test af en bil, som er markant anderledes end noget andet, den 19-årige odenseaner hidtil har kørt.

Annonce:

– Det er helt klar noget andet end at køre Super GT. Cremona Circuit, som vi testede på, er dog ikke en så hurtig bane, så man mærkede ikke det store til downforcen. Men bilen er stærk – med over 600 hestekræfter kan den godt komme afsted, siger han.

Samtidigt glæder han sig over at have fået et lille comeback til international racing:

– Det er lidt noget, jeg har ventet på. Det var superfedt at være tilbage, forklarer han.

Om 2020-satsningen for Casper Røes ligger i Italien, tør han dog ikke spå om endnu. Røes’ bagland har længe været i dialog med netop Lamborghini-teamet om testen, som blev virkelighed i Italien.

– Vi har haft kontakt med Lamborghini siden sidste år, og nu kunne vi så endelig få en test. Der er ikke planlagt noget for næste sæson endnu. Denne test var først og fremmest for at prøve bilen og for at få talt videre med Lamborghini. Begge parter var imponerede over testen, men som sagt var det primære mål at få prøvet bilen.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Leave a Reply