Med DM-sølv, nordisk sølv og et solidt rookie-mesterskab fik Jacob Sevel og CMD Motorsport sat et stærkt aftryk på DS3 Cup i den forgangne sæson, hvor den neongule og sorte racer med startnummer 666 konstant var med i topstriden.

De erfaringer skal nu forfines yderligere i år, og derfor har teamet med base i jyske Brædstrup og Østbirk vokseværk til den kommende sæson. CMD Motorsport stiller nemlig ikke blot med én, men to DS3-racere. Det andet ben i satsningen er rallykører Nicolai Baltzer Jensen, som nu skal ud at prøve kræfter med landets hårdeste mærkeklasse på asfalt. Det bliver Jensens første bekendtskab med baneracing efter mange år i rallysporten, hvor han senest i 2019 kørte Opel Adam Cup. I øvrigt også i tæt samarbejde med CMD Motorsport.

Annonce:

#666 har fået selskab af #66 til denne sæson. Det er Nicolai Baltzer Jensens første bekendtskab med baneracing, men rallykøreren tager fat på den nye udfordring med erfarne folk ude bagved. Foto: Boxengasse

Nu fortsætter samarbejdet med bilforretningen i Østbirk, men på asfalt og i en noget anderledes bil, end Nicolai Baltzer Jensen er vant til:

– Det bliver noget helt andet, men jeg går ind til det med en helt åben tilgang. Jeg ved, at jeg skal ud at lære helt vildt mange ting, og man kan vel sige, at jeg på mange plan er en nybegynder med 15 års erfaring…, siger han med et smil og tilføjer:

– En af de vigtigste grunde til jeg gør det her, er, at det kunne blive sammen med Jacob og teamet. Jeg havde næppe gjort det selv, men nu har jeg de her gutter at gå sammen med, og de har jo allerede en god sæsons know-how med i bagagen. Det bliver en meget vigtig forskel i det lange løb, vurderer han.

– På mange plan er jeg en nybegynder med 15 års erfaring…. Nicolai Baltzer Jensen går til opgaven i DS3 Cup med åbne arme, men erkender også, at der skal læres en masse på banerne i år. Motorsportserfaring har han til gengæld masser af, og har været fast inventar i DM i Rally siden 2005. Foto: Boxengasse

Netop setuparbejdet var noget, som CMD Motorsport hurtigt lærte rigtig meget om i 2019, og Jacob Sevel slår da også fast, at det er guld værd med erfaringen.

– Setuppet er helt klart nøglen til at gøre det godt i DS3 Cup. Det er altid vigtigt at skrue den rigtige vej i baneracing, men når alle bilerne er ens og vi ligger indenfor så små marginaler i både tidtagning og løb, som man gør i DS3 Cup, så er det ikke uden indflydelse, at man kan ramme rigtigt.

For Jacob Sevel selv er det ikke en helt ny tanke, at han i år skal stå i spidsen for et team med to biler. Tanken blev til allerede i sidste sæson for det nye makkerpar i DS3 Cup:

– Vi havde egentlig snakket om det med to biler et stykke tid. Nicolai var med i Adam Cup sidste sæson med det samme design som vores DS3, og har jo altid kørt rally. Men snakken og ideen om at han skulle ud at prøve baneracing opstod der. Og så synes vi bare her i teamet, at DS3 Cuppen er en mega fed klasse. Stemningen er god, og det er meget fair og meget tæt racing på én gang. Vi har folk nok til at drive to biler uanset, så jeg er i hvert fald ikke bange for, om vi løber tør for hænder, forklarer Jacob Sevel.

De sidste forberedelser er i fuld gang hos Bilhuset CMD i Østbirk. I fjor tog Jacob Sevel rookie-DM og sølvet i både DM og den nordiske NEZ-serie. I år er målsætningen klar: Det er en fuld satsning på at tage DM-titlen. Foto: Boxengasse

Læremesteren og begynderen

Dermed er der også lagt op til, at rallykøreren har et bjerg af læring foran sig i det øjeblik, bilerne i DS3 Cup forhåbentlig kan vende tilbage til racerbanerne efter corona-krisen. Han har ikke kørt en meter i sit nyindkøb, og har aldrig kørt et baneløb før. Men omvendt var det netop muligheden for at kunne gå med kammeraten og læremesteren Jacob Sevel ind i DS3 Cup, som trak så meget i Nicolai Baltzer Jensen, at rally i år må vige for baneracing. Sådan da. Jensen råder fortsat over en solid bilpark og har blandt andet en fuldt ombygget Mitsubishi Lancer Evolution VI klar, hvis rally-abstinenserne melder sig.

– Jeg har været ved at købe en banebil tidligere, men jeg var altid lidt presset over, at der er mange biler på banen, og at folk sommetider får skovlet hinanden af. Det sker ligesom ikke i rally – der er det din egen fejl, hvis du sætter den af. Men skulle det ske her, så tror jeg det går – det er i hvert fald mit klare indtryk, at folk kører godt og fair i serien, og jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, siger han.

Jacob Sevel glæder sig samtidigt til at få en holdkammerat at sparre lidt med omkring bilerne og løbene:
– Det bliver en rigtig god rettesnor at have to biler med, og jeg tror det bliver godt at have en anden kører at drøfte det hele med indenfor vores eget team. Det ser jeg meget frem til, forklarer sidste års sølvvinder.

Mens duellen kører på SEGA-maskinen fra 90’erne slår Nicolai Baltzer Jensen samtidigt fast, at det også skal være sjovt at køre ræs: – Jeg har fulgt lidt med i DS3 Cup gennem teamet sidste år, og jeg kan virkelig godt lide det sammenhold, der er i serien. Vi havde lidt det samme i Adam Cup, hvilket bare gør rigtig meget for glæden ved at køre ræs. Man vil selvfølgelig gerne vinde, men vi skal også hygge os med sporten – hvis man ikke har det sjovt, så er det hele ligemeget. Foto: Boxengasse

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar