GTE Pro leverede det absolut bedste ræs i weekendens 8 Hours of Bahrain, hvor tabellen blev rusket godt og grundigt rundt, efter Porsche og specielt #92 med Michael Christensen og Kevin Estré havde et løb, de nok helst vil parkere i glemmebogen. Til gengæld fik Aston Martins Nicki Thiim og Marco Sørensen det maksimale ud af løbet i Bahrain, som med sine otte timer giver flere point end de sekstimersløb, som primært udgør kalenderen. Det vender vi tilbage til.

Porsches to biler stormede ellers afsted fra start og havde gennem weekenden farten til at vinde, men det viste sig ikke at være nok. Omkring halvvejs måtte først #92 i garage med et teknisk problem. Estré afskrev hurtigt, at det var en punktering, men bilen kørte mærkeligt. Det viste sig at være en defekt støddæmper, hvilket kostede #92 to omgange og alle chancer i en weekend, hvor farten var til mere.

Annonce:

– Kevin meldte ind om, at bilen opførte sig underligt på de sidste to omgange, inden han kørte ind. Vi blev nødt til at tage et kig på det, og vi har skiftet en støddæmper, sagde Michael Christensen i forbindelse med stoppet.

Kort efter var den gal igen for søsterbilen, som kom ind med en punktering, som også sendte #91 ud af kampen om podiet.

Foto: FIA WEC

Med begge Porscher ude af spillet udviklede der sig til gengæld et kæmpe slagsmål mellem Aston Martins Dane Train #95 og AF Corses #71. Længe bølgede kampen om føringen frem og tilbage mellem de to, og mod slutningen lykkedes det Aston Martins mekanikere at sende #95 i front på et pitstop. De to biler kørte kofanger mod kofanger ind i pitlane, men kunne sende Marco Sørensen afsted i føring, efter Ferraris Miguel Molina ellers førte før stoppet.

I sidste ende blev det hele dog afgjort af en yderligere drivethrough-straf som sendte Molina yderligere tilbage. Han havde lavet hjulspin i forbindelse med sit sidste pitstop, og det koster en straf. Maxime Martin og Alex Lynn i Aston Martins #97 rundede podiet af, efter også de havde været i en lang kamp med AF Corses #51. Egentligt havde AF Corse tredjepladsen i hus, men James Calado tog mere end bare asfalten i brug for at få den afgørende overhaling sat ind – og blev som resultat bedt om at give pladsen tilbage.

Særligt GTE Pro leverede godt ræs hele vejen. Foto: FIA WEC

Som nævnt i indledningen giver Bahrain en halvanden gang point, og derfor betyder Porsches svære weekend også, at der er rusket rundt i stillingen. Porsche førte 1-2 i kørernes mesterskab inden Bahrain, men nu topper Nicki Thiim og Marco Sørensen i stedet tabellen – foran Michael Christensen og Kevin Estré.

Sejren kom lidt overraskende for Nicki Thiim, som på det efterfølgende pressemøde understregede, at man ikke altid skal være hurtigst for at vinde:
– Vi havde ikke farten til at vinde her, men nogle gange er det klogeste team også det hurtigste, konstaterede han med et smil.

De fire klassevindere. Foto: FIA WEC

Toyota vinder generelt

I den generelle stilling kunne Toyota på det nærmeste cruise til det ternede flag efter Rebellion og Ginetta fra første færd havde problemer. Rebellion startede ellers fra pole position, men Bruno Senna og Charlie Robertson kørte ind i hinanden og åbnede derefter op for det, der skulle blive en 1-2-sejr til Toyota.

Rebellion fik sidenhen gearkasseproblemer, mens Ginetta Team LNT havde rigeligt at slås med. #6 udgik efter at være stoppet på banen med en elektrisk fejl, og meget bedre gik det ikke med #5.

I LMP2 blev det til en ottendeplads for High Class Racing efter et løb, hvor danskerne ellers var med fremme en god del af vejen. I GTE Am fik Nicklas Nielsen og AF Corse en fjerdeplads, hvilket netop er nok til at holde liv i en delt føring i mesterskabet.

Testdag

Søndag er i Bahrain dagen for den længe ventede Rookie Driver Test, hvor en stribe danske kørere får chancen i WEC-materiel. Jan Magnussen og Michael Markussen er på plads for High Class Racing i LMP2, mens Mikkel Jensen tester LMP2 med Signatech-Alpine og G-Drive.

Nicklas Nielsen tester søndag med Alessandro Pier Giuidi i AF Corses #71 GTE Pro-Ferrari, mens Lasse Sørensen er i Bahrain for at teste med Aston Martin i GTE Pro. Derudover er norske Marius Nakken, som en del nok husker fra DTC herhjemme, i spil for Porsche-teamet Team Project 1 i GTE Am.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar