I optakten fik vi lovet en thriller på SPA-Francorchamps i European Le Mans Series i dag – og den forudsigelse må siges at have holdt stik.

Specielt i LMP3 blev det lige til øllet – men mere om det senere.
I LMGTE er mesterskabet nemlig allerede afgjort, og med en ny sejr – sæsonens tredje af slagsen – er Luzich Racing allerede sikret titlen med de 102 point, som Ferrari-holdet har skrabt sammen. Det betyder samtidigt, at der også er sat navn på den ene automatiske invitation til næste års Le Mans – den får Luzich Racing nemlig for mesterskabstitlen.

Annonce:

Luzich Racings #51 sad gennem store dele af løbet – specielt i de sidste to timer – på føringen, og det så i det hele taget solidt ud, men der var udfordringer til sidst. Luzich-Ferrarien kørte med meget ballast, og den gode fight mod Dempsey-Protons Porsche var lige ved at ende med en Dempsey-sejr, men Riccardo Pera var ikke i stand til at gøre arbejdet færdigt i de døende minutter af løbet.

2019 er Luzich Racings første år i European Le Mans Series – nu er de mestre. Foto: JEP/Jakob Ebrey Photography

Netop ballasten gjorde også opgaven svær for Nicklas Nielsen og co, forklarer han til Boxengasse søndag aften:

– Det er dejligt at tage mesterskabet før tid – men det var ikke nemt. Vi havde regnet med at det ville være svært, for vi havde meget succesballast med i bilen i den her weekend. Og Porschen var tæt på – de er hurtige på langsiderne, så der skulle fightes for sagen til sidst. Der var et par omgange hvor han var ved at komme forbi, forklarer Nicklas Nielsen.

At det netop lykkedes at tage titlen før tid, tilskriver han i høj grad, at Luzich Racing har været gode til at få det maksimale med hjem – uden at oversatse:

– Jeg tror det er en blanding af lineup og det at vi ikke har haft nogle åndssvage risici undervejs. har vundet det vi kunne og været på podiet når det har været det, vi kunne få. Vi har kørt hurtigt – klart – men bilen har også bare fungeret virkelig godt.

Michelle Gatting fik en fjerdeplads med hjem fra Belgien. Foto: JEP/Jakob Ebrey Photography

Spirit of Races Ferrari tog tredjepladsen, mens Michelle Gatting, Rahel Frey og Manuela Gostner måtte tage til takke med en fjerdeplads til Kessel Racing. Resultatet betyder samtidigt, at Kessel Racings trio er nummer tre i LMGTE.

Det er samtidigt Luzich Racings anden titel på blot to år – i fjor førte Mikkel Mac og Fabien Lavergne nemlig det schweiziske team til titlen i International GT Open. I år er det sågar første gang, Luzich Racing overhovedet kører European Le Mans Series.

Netop Mac er med i Luzich Racings planer om at sikre endnu en automatisk invitation til Le Mans – en mulighed, som det schweizisk/amerikanske team går benhårdt efter, forklarer Nicklas Nielsen:

– Vi går efter at lukke sæsonen med manér i Portugal – det bliver vi nødt til. Det er totalt fedt for teamet, at de har fået billetten nu, men vi håber selvfølgelig at det også lykkes at få en bil mere med – der er også en billet på højkant i Michelin Le Mans Cup, siger han.

Kører om Le Mans-mulighed

I LMP3 og LMP2 er der fortsat ikke fundet en mester, men i LMP3 har Mikkel Jensen og Eurointernational muligheden i hænderne.

Efter en start fra 4. position fik Jensen og Eurointernational fundet formen og var godt med i kampen hele vejen. Men i LMP3 blev alt bogstaveligt talt afgjort på sidste omgang i en super spændende duel mellem netop Eurointernationals #11, de direkte konkurrenter i mesterskabsstillingen, Inter Europol Competition #13, samt Nielsen Racing #7.

Mikkel Jensen og Jens Petersen vendte det hele på hovedet til sidst. Det lignede en tredjeplads på vej ud på sidste omgang – men Mikkel Jensen tog det ternede flag først. Den dansk/tyske duo står nu med gode mesterskabschancer. Foto: JEP/Jakob Ebrey Photography

Det så ud til, at Nielsen Racing skulle vinde, men på sidste omgang byttede alt rundt, så Eurointernational og Mikkel Jensen endte med at vinde. Det har åbnet alt op i LMP3, hvor både Eurointernational og Inter Europol Competition tager til Portugal om fem uger med 94 point på kontoen. Ingen andre i LMP3 kan true de to teams, så den første af de to, der kommer i mål, får en automatisk invitation til Le Mans 2020.

Mikkel Jensen havde et vildt løb, og spillede en central rolle i sejren til allersidst:

– Det var godt nok et vildt løb – og slet ikke som forventet. Wells spandt under SC og Moore fik problemer, så vi kom pludselig med i kampen til sidst. Banen havde intet greb og jeg følte mig bare langsom hel tiden. I løbet af de sidste fem omgange hentede jeg Nigel Moore med to sekunder per omgang og jeg kunne bare se, at han bøvlede med grebet hele tiden, forklarer Mikkel Jensen.

Den sidste omgang blev den helt afgørende:

– Ud på sidste omgang overhalede han Wells, og jeg overhalede ham ud af Stavelot, hvorefter jeg slipstreamede Moore hele vejen ned ad Blanchimont. Jeg fik udbremset ham i Bus Stop og tog sejren med 3/10. Jeg tror det er første gang jeg har prøvet at vinde efter at være treer ud på sidste omgang… Fed afslutning og vigtigt for mesterskabet. I stedet for at være bagud med syv point, så er vi lige nu – vi kan afgøre det selv i Portimao, hvis vi får et godt resultat, forklarer en glad Mikkel Jensen.

LMP3’s øvrige danskerhold, RLR MSport, endte som nummer 11 i dagens løb.

Starten blev kaotisk. Det gik ud over Anders Fjordbach, her længst til venstre, som blev indblandet i lidt sammenstød i første sving. Fjordbach kørte sig dog godt tilbage. Foto: JEP/Jakob Ebrey Photography

I LMP2 startede det svært for Anders Fjordbach og High Class Racing, som måtte indkassere en snurretur i første sving, efter han blev ramt i starten. Fra da af stod er revanche på menuen for Fjordbach og Dennis Andersen, som kom godt frem i feltet, men endte som nummer 14.

Løbets samlede vinder i LMP2 blev United Autosports, som med Felipe Albuquerque og Phil Hansson havde pole position. Egentligt lå det længe til en sejr for GRAFF, men en straf vendte rundt på stillingen mod løbets slutning og sikrede United Autosports sæsonens første sejr i ELMS.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar