Årets European Le Mans Series fik søndag en flyvende start for de danske aktører i serien. Faktisk var der danskere på podiet i alle tre klasser – LMP2, LMP3 og LMGTE – i form af Mikkel Jensen, Malthe Jakobsen og Michelle Gatting.

I det generelle klassement blev det til en andenplads for Mikkel Jensen og russiske G-Drive i et løb, hvor det russiske team generelt havde momentum til mere – men sådan gik det ikke.

Annonce:

Undervejs faldt bilen tilbage og var en omgang nede, da det var værst, men det lykkedes for Mikkel Jensen, Roman Rusinov og Nyck de Vries, som kørte ind som nummer tre efter de fire timer, hvor United Autosports vandt med Job van Uitert, Alex Brundle og Will Owen efter en stærk indsats.

Mikkel Jensen og G-Drive Racing kørte sig ind som nummer tre på Paul Ricard. Senere søndag eftermiddag betød en skrivebordsafgørelse, at det blev til en andenplads i stedet. Foto: Mikkel Jensen Racing

Siden blev nummer to i løbet, Graff Racings Oreca #39, trukket ned som følge af en straf, da Alexandre Cougnaud ikke gennemførte hele sin minimumskøretid på 70 minutter. Straffen til Graff Racing trækker således Mikkel Jensen og G-Drive op på andenpladsen til det, der blev en ganske fornuftig sæsonstart for danskeren.

High Class Racing anført af Anders Fjordbach var undervejs med i kampen helt fremme og kæmpede undervejs om fjerdepladsen, men på sidste omgang faldt den danske LMP2-racer tilbage fra sjettepladsen med det, der formentlig var et problem med brændstoftilførslen, og Fjordbach/Andersen åbner derfor sæsonen med en DNF.

– I det felt vi kæmper i her, så er det noget af det stærkeste – det er topnavne, og det vi fik kørt i dag er fuldstændig fremragende indtil der manglede tre sving. Det er super ærgerligt. Efter Graff blev deklasseret havde vi faktisk haft en P5 med hjem, så det er super trist på en fantastisk dag for dansk motorsport. Jeg vil gerne sige et stort tillykke til Mikkel, Malthe og Michelle, som alle har leveret en kæmpe præstation i deres klasser, siger Nikolaj Johansen, teamchef for High Class Racing.

Det danske team tager til gengæld en gang god læring med sig videre i sæsonen, slår han fast:

– Hele ugen har været et kæmpe boost af selvtilliden og vi har hele vejen i denne uge følt, at vi var konkurrencedygtige. Vi har haft en fantastisk bil hele ugen og den har passet rigtig godt til både Anders og Dennis, som virkelig kom afsted med den. Så frem mod Belgien er vi meget fortrøstningsfulde og har gode erfaringer at gøre os der, som vi også kan tage med til WEC samme sted, forklarer teamchef Nikolaj Johansen til Boxengasse.

Superdebut til Malthe Jakobsen og RLR MSport

I LMP3 fortsatte RLR MSport og Malthe Jakobsen de fornemme takter, vi har set fra thyboen på Paul Ricard hele ugen. Den 16-årige debutant i LMP3 startede bilen ud fra tredje startposition i LMP3, og fik med en solid start på løbet sat en tyk streg under, at han er én man skal holde øje med i år.

Jakobsen leverede nemlig RLR MSport-bilen videre i føring for klassen – og det uden Jakobsen selv vidste, at han førte, siger han til Boxengasse:

– Jeg vidste faktisk slet ikke, at jeg førte. Da jeg kom ud af bilen, fik jeg bare at vide, at det var godt kørt. Så kiggede jeg på skærmen og kunne se, at vi førte. Det er fedt, at vi kan være med helt i toppen, forklarer han og fortsætter:

– Det var virkelig en intens oplevelse. Alle biler kørte virkelig tæt, og hastigheden fløj bare i vejret allerede inden løbet var givet frit. Pludselig satte nogle af dem oppe foran hastigheden ned igen, men min gruppe holdt tempoet – så jeg var faktisk oppe som toer allerede ved første sving.

Malthe Jakobsen fik en god sæsonstart med engelske RLR MSport. Thyboen startede i bilen og kunne give den videre i føring i LMP3. Foto: RLR MSport

Jakobsens engelske team viste sig hele vejen konkurrencedygtige, men måtte efter de fire timer se sig passeret af United Autosport og det ligeledes stærke LMP3-team fra Eurointernational. Tredjepladsen giver imidlertid håb om mere, og det lægger Jakobsen da heller ikke skjul på.

– At gøre det, vi gjorde i dag kræver selvfølgelig, at vi kørere er hurtige, men teamet har gjort et fantastisk stykke arbejde for at få bilen til at køre perfekt, og efterfølgende at lægge den rette strategi og tage gode beslutninger undervejs. Jeg er virkelig kommet til et professionelt team, og jeg tror ikke, at den her pokal bliver den sidste i år, slår Malthe Jakobsen fast.

Nyt podium til Michelle Gatting og Iron Lynx

Michelle Gatting og Iron Lynx kom til Paul Ricard i jagten på at gentage sidste års andenplads på samme bane – men en svær kvalifikation gav Ferrari-teamet et ditto svært udgangspunkt i form af en start i syvende position i klassen.

Men det forhindrede ikke Michelle Gatting, Rahel Frey og Manuela Gostner i at tage kampen op – og det lykkedes langt hen ad vejen i løbet, som endte i en Porsche-sejr til Dempsey Proton Racing.

Michelle Gatting og Iron Lynx fik revanche for en skidt kvalifikation og kunne køre en tredjeplads i LMGTE hjem. Nu venter SPA – og det er en bane, som Gatting og resten af teamet især er opsatte på at få revanche på efter sidste års skuffende løb i Belgien. Foto: ELMS

Michelle Gatting åbnede løbet, selvom det faktisk ikke var teamets oprindelige plan. Til gengæld tog danskeren benhård revanche for lørdagens kvalifikation, og kørte sig fra syvende- til andenpladsen på sine stints:

– Det var faktisk ikke helt efter planen, at jeg skulle starte, men en skrivefejl havde sat mit navn på startlisten. Jeg havde et super fedt første stint, selvom Porscherne var ekstremt svære at følge på langsiden. Men jeg fik mig kørt op til P2, og det er jeg rigtig godt tilfreds med, siger hun og tilføjer:

– Selvfølgelig er det fedt at ende som treer i sæsonpremieren, men med det sagt, så ved jeg, at vi havde mulighed for mere. Desværre ødelagde kvalifikationen det. Nu er det SPA næste gang, og det er vi alle rigtig spændte på. Sidste år var en rigtig skidt oplevelse for os alle, men vi kommer i år med et meget stærkere team og en fantastisk engineer. Jeg har en god fornemmelse omkring løbet, og at han kan give os en bil, som vi kan stole på. På SPA-Francorchamps er det altafgørende, forklarer Michelle Gatting til Boxengasse.

Sæsonens næste opgave er på SPA-Francorchamps i Belgien den 9. august.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar