Når TCR Denmark i den kommende weekend rammer Ring Djursland til sæsonens fjerde afdeling, så bliver det med en ny gæstevært bag mikrofonen på DPlay og 6’eren.

Jesper Carlsen er grundet sine forpligtelser med Kevin Magnussen i Formel 1 til Ruslands Grand Prix i weekenden, og derfor får Felix Smith denne gang følgeskab af Dennis Lind som ekspertkommentator.

Annonce:

Det er en opgave, som Lamborghini-køreren ser frem til at tage op:

– Jeg er spændt på at skulle kommentere løbene som ekspert. TCR er et enormt spændende koncept som passer godt til de danske baner. Bilerne er nogle helt andre end dem, jeg har med at gøre ude i verden, men det bliver spændende at prøve, forklarer Dennis Lind.

Ideen har i øvrigt været i luften i nogen tid – og er nu blevet virkelighed:

– Jeg har ikke kommenteret så meget før, men vi havde et stort event i Roskilde i forbindelse med Le Mans Virtual, hvor Felix var vært. Dengang talte vi om muligheden, og nu blev det så en realitet, hvilket jeg glæder mig meget til. Ring Djursland plejer at levere noget spændende ræs og er en meget teknisk bane – det er et sted, hvor køreren gør forskellen.

Weekendens løb køres i øvrigt med et tæt program lørdag den 26/9. Her følges kvalifikationen klokken 13.30 af to heats henholdsvis 15.30 og 16.30.

6’eren sender live fra klokken 15.00 lørdag eftermiddag.

Annonce:

Forfatter: Niklas Majgaard

Et mere eller mindre livslangt forhold til racing skal ud i ord og tekst. Som journalist begyndte det hele i avisbranchen, men også motorsport er der plads til. Aktuelt er jeg presseansvarlig for TCR Denmark, den dansk/skandinaviske DS3 Cup og hos sjællandske Insight Racing, ligesom kundegruppen også tæller opgaver i en række andre serier. Hjertet banker først og fremmest for gode historier, touringcars og sportsvogne.

Skriv et svar