Dobbeltjob til Corvette Racing på Sebring

Foto: GM/Corvette Racing
Foto: GM/Corvette Racing

Årets udgave af 12 hours of Sebring bliver specielt i den forstand, at der ikke køres bare ét, men hele to løb, når det går løs til marts. WEC tager nemlig forskud på glæderne med et nyt Sebring 1000 Miles, der køres fredag, mens det traditionsrige 12-timersløb finder sted lørdag.

Det har givet Corvette Racing og Jan Magnussen et dobbeltjob, for til trods for, at Corvette normalt ikke er faste indslag i WEC, så indsætter de en bil på Sebring.

Corvette havde også en bil med i LMGTE Pro ved den seneste WEC-afdeling i Shanghai, og gentager således succesen på hjemmebane i USA. I Shanghai var det imidlertid med Oliver Gavin og Tommy Milner som kørere, mens Sebring 1000 Miles skal køres af Jan Magnussen, Antonio Garcia og Mike Rockenfeller.

Flere udskiftninger til Sebring

Corvette Racings annoncering kommer samme dag som en stribe andre teams kunne offentliggøre, hvem der skal køre løbet i USA. Som vi skrev tidligere på dagen, så er danske David Heinemeier Hansson på plads igen hos Jackie Chan DC Racing x Jota Sport i selskab med Will Stevens og Jordan King.


I LMGTE Pro er der desuden blevet annonceret flere tredjekørere til løbet på Sebring. Det gælder blandt andet hos BMW, hvor DTM-mesteren Bruno Spengler får WEC-debut i BMW #82, som han deler med Augusto Farfus og Antonio Felix da Costa. I BMW’s søsterbil er valget faldet på Alexander Sims, der på Sebring skal dele bil med Nick Catsburg og Martin Tomczyk.

Endelig har SMP Racing også meldt ud i dag, at den tidligere Williams-kører Sergei Sirotkin kommer ind og erstatter Matevos Isaakyan for resten af denne sæson – altså Sebring, SPA Francorchamps og Le Mans. Det sker i SMP Racings #17, som Sirotkin i de kommende tre afdelinger deler med Egor Orudzhev og Stephané Sarrazin.

Den opdaterede deltagerliste kan i sin helhed findes her:
WEC Sebring 2019 deltagerliste

Heinemeier Hansson genoptager samarbejdet med Jackie Chan DC Racing

Det er god stil at dele godt indhold med andre
Facebook
Twitter
LinkedIn
Bag artiklen
Annonce: